Også omvendt betalingspligt på tilbehør og fragt

19 november 2014

SKAT har udsendt en vejledning til de nye regler om omvendt betalingspligt ved handel med mobiltelefoner, tablets og bærbare computere mv. 

De nye regler, som vi senest har omtalt i Depechen 2014, nr. 19, gælder kun ved B2B-salg. Detailforretninger er derfor undtaget fra reglerne, som betyder, at sælger skal fakturere uden moms. I stedet skal køber betale erhvervelsesmoms.

Det nye styresignal rummer ikke nogen overraskelser, men viser klart, at sælgere af det omhandlede it-udstyr i mange tilfælde vil være nødt til at stille spørgsmål om udstyrets anvendelse for at kunne udstede en korrekt faktura.

Den omvendte betalingspligt gælder nemlig ikke kun for udstyret som sådan, men også for biydelser og fragt. Ved salg af en bærbar pc og 2 løse tastaturer er sælger således nødt til at spørge, om begge tastaturer skal anvendes til den bærbare pc. Kun i så fald kan de nemlig faktureres uden moms. Skal det ekstra tastatur anvendes sammen med en anden pc – bærbar eller stationær – skal dette faktureres med moms.

 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat og moms. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.