Momsfradrag ved tab på debitorer

24 september 2014

SKAT har præciseret, at det – heller ikke for tilgodehavender over 3.000 kr. - er en betingelse for momsfradrag, at fordringen har været forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed.

Ved salg af momspligtige varer eller ydelser skal momsen betales på faktureringstidspunktet, også selvom salget sker på kredit.

Betaler kunden aldrig, har den sælgende virksomhed naturligvis adgang til regulering af sit momstilsvar på det tidspunkt, hvor det står klart, at pengene ikke kommer i kassen. I de tilfælde, hvor kunden ikke er gået konkurs eller er undergivet anden form for insolvensbehandling, kan det være svært at fastlægge det præcise tabstidspunkt.

Momsmæssigt skelnes der i denne forbindelse mellem fordringer over og under 3.000 kr.

For tilgodehavender op til 3.000 kr. (inklusive moms) kan der ske regulering på det tidspunkt, hvor virksomheden (kreditor) eller dennes advokat eller et inkassofirma forgæves har rykket for betaling, og der ikke har været samhandel med kunden i de seneste 12 måneder. Det sidste er dog ikke et absolut krav, idet der kan være konkrete forretningsmæssige årsager til, at samhandlen er fortsat trods den manglende betaling.

For tilgodehavender over 3.000 kr. er kravene større. For sådanne er det en betingelse for regulering, at der ikke bare er foretaget en konkret vurdering af den enkelte debitors betalingsevne, men at der også har været foretaget en efter forholdende passende indsats for at inddrive tilgodehavendet. Ligesom for små fordringer er det også for de større normalt en forudsætning – men ikke et absolut krav – at samhandlen med kunden er ophørt.

For så vidt angår kravene til indsatsen for at inddrive tilgodehavendet har SKAT i et nyligt styresignal præciseret, at det ikke er en betingelse for fradrag, at fordringen har været forsøgt inddrevet gennem en inkassovirksomhed. Virksomheder, der har troet dette, og som derfor ikke har foretaget regulering af deres momstilsvar, kan nu anmode om genoptagelse tilbage til og med afgiftsperioder påbegyndt, men ikke udløbet, i juni måned 2010.

SKAT giver i styresignalet ikke nogen vejledning om, hvornår en fordring er så stor, at der skal være foretaget retslige skridt for at kunne foretage fradrag for tabet. Der er i praksis givet accept af fradrag på fordringer op til 10.000 kr., men der findes ikke en egentlig øvre grænse for, hvornår en intern vurdering er tilstrækkelig. Dette er dog næppe heller nødvendigt, idet større tilgodehavender næsten altid bliver forsøgt tvangsinddrevet.

Fælles for store og små fordringer gælder, at der ikke godkendes regulering af momstilsvaret på basis af en procentvis nedskrivning på den samlede debitormasse, selvom denne metode ofte anvendes i regnskabsmæssig henseende.

 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat og moms. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.