Indberetning af håndværkerfradrag

11 februar 2014

Nu åbner SKAT for indberetning af håndværkerfradrag for 2013, og det er snart sidste frist for betaling af regninger for arbejde udført i 2013, hvis der ønskes fradrag for udgifterne i dette år.

Fra og med torsdag den 20. februar 2014 kan der indberettes håndværkerfradrag for 2013 på TastSelv. Der gælder for så vidt ikke nogen frist for indberetningen, men hvis fradraget skal med på den første årsopgørelse for 2013, skal indberetningen foretages senest den 9. marts 2014.

Hvis nogle af de udgifter, som der ønskes fradrag for, endnu ikke er betalt, skal dette ske inden udgangen af februar måned 2014 – altså senest fredag den 28. februar – hvis fradraget ønskes henført til 2013.

Har du glemt at indberette håndværkerfradrag for 2011 og/eller 2012 er det stadig muligt at gøre dette, og den nye årsopgørelse vil normalt blive udskrevet inden for 14 dage.

Har du haft stormskade på dit hus eller fritidsbolig, vil du som udgangspunkt kunne få håndværkerfradrag for den andel af din egenbetaling (selvrisikoen), som kan henføres til arbejdslønnens andel af hele regningen.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat og moms. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.