Hvordan beskattes et ”profit-sharing-lån”?

24 august 2016

Skatterådet ville i en konkret sag ikke svare præcist på, hvordan en medarbejder skulle beskattes, hvis han eller hun lånte penge ud til sin arbejdsgiver mod at få del i virksomhedens overskud.

I mange virksomheder er der etableret incitamentsordninger af forskellig art. Ordninger, hvis primære formål er at knytte virksomhedens medarbejdere tættere til virksomheden, og som belønner disse, når det går virksomheden godt. Ordningerne varierer meget. Fra helt enkle bonusordninger til sofistikerede aktielønsordninger.

Ofte spiller skatten en ikke ubetydelig rolle i forhold til sådanne ordninger, idet medarbejdernes interesse for disse selvsagt stiger, hvis det økonomiske udbytte af ordningen kan beskattes som aktieindkomst eller kapitalindkomst i stedet for som personlig indkomst, hvor marginalskatten for de højestlønnede er på over 58 procent, når der også tages højde for aftrapning af børnefamilieydelsen.

SKAT har for nylig offentliggjort en afgørelse, der viser, at det kan være klogt at tage skattemyndighederne i ed, inden en ordning søsættes, og som også viser, at SKAT har en kritisk indstilling til sådanne ordninger.

Lån eller bonus
Den konkrete sag handlede om en virksomhed, der ønskede at etablere en ordning med ”profit-sharing-lån”. Den indebar, at en medarbejder skulle låne arbejdsgiverselskabet et beløb på knap 120.000 kr. mod at få del i virksomhedens indtjening og værdistigning.

Lånet skulle ydes uden nogen form for sikkerhed og kunne tidligst opsiges efter 5 år. Lånet skulle dels forrentes med en fast rente på 0,5 procent p.a. og dels med en tillægsrente på 0,75 procent af det udbytte, som selskabet i perioden udloddede til sine aktionærer. Endelig ville medarbejderen ved indfrielse af lånet kunne se frem til en kursgevinst på lånet, idet dette skulle ske til en kurs, der svarede til udviklingen i selskabets egenkapital.

Parterne var af den opfattelse, at medarbejderens afkast af lånet skulle beskattes som kapitalindkomst, men dette var hverken SKAT eller Skatterådet enige i. Faktisk ville de slet ikke tage stilling til, hvorledes aftalen skulle klassificeres skattemæssigt, men afgørelsen synes dog at skulle læses derhen, at såvel tillægsrenten som kursgevinsten ved indfrielse i skattemæssig forstand ville skulle behandles som personlig indkomst (løn).

Skattemyndighederne var altså af den opfattelse, at låneaftalen reelt var en avanceret form for bonusaftale. Dette blev begrundet med, at arbejdsgiverselskabet ifølge lånevilkårene kunne indfri lånet til kurs pari i tilfælde af bortvisning af medarbejderen. Ifølge SKAT svarede dette ikke til, hvad uafhængige parter ville have fastsat i et tilsvarende lånevilkår.