Fuldt fradrag for hotelmoms

17 december 2014

Kun et år efter at fradragsretten for moms af hoteludgifter blev hævet fra 50 % til 75 %, hæves fradragsretten nu til 100 % med virkning fra 2015. Men kun, hvis overnatning og morgenmad faktureres hver for sig.

Den forøgede fradragsret betyder, at virksomhederne før skat sparer 500 kr. for hver 10.000 kr. i hoteludgifter. Efter skat er besparelsen i 2015 på 382,50 kr. for hver 10.000 kr. i hoteludgifter. Lempelsen er derfor mest mærkbar hos virksomheder med mange indenlands rejsende medarbejdere og dermed store hoteludgifter i Danmark.

Det er kun momsen af værelsesudgiften, som kan fradrages. Ikke momsen af udgiften til morgenmad. Hvis opholdet inkluderer morgenmad – hvilket normalt er tilfældet - kan ingen del af momsen fradrages, hvis morgenmaden ikke er faktureret særskilt. Desværre er det langt fra alle kroer og hoteller mv., som er opmærksomme herpå.

 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat og moms. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.