Fastlæggelse af regnskabspraksis for materielle anlægsaktiver

15 juni 2016

Ved anskaffelse af materielle anlægsaktiver skal virksomheden tage stilling til den forventede brugstid, og til om aktivet kan tænkes at have en scrapværdi (restværdi) ved udløbet af brugstiden.

Materielle anlægsaktiver består i første række af virksomhedens ejendomme, produktionsanlæg og maskiner samt andre driftsmidler og inventar.

Ved anskaffelsen af sådanne aktiver skal disse bogføres til kostpris, og virksomheden skal tage stilling til, hvor lang tid man forventer at bruge dem. Det skal endvidere vurderes, om aktiverne kan tænkes at have en scrapværdi (restværdi) ved udløbet af brugstiden.

Forskellen mellem kostprisen og scrapværdien er den værdi, der skal afskrives på i løbet af brugstiden.

Fastlæggelse af brugstid og scrapværdi
Brugstiden er den periode, som virksomheden forventer at benytte aktivet i, inden dette skal udskiftes fx på grund af nedslidning eller teknisk forældelse.

Især for ejendomme kan fastsættelse af brugstiden være en udfordring, fordi det ved anskaffelsen kan være svært at vurdere, hvor længe virksomheden vil bruge disse. Ikke desto mindre skal virksomhederne lave et skøn over den forventede brugstid. I praksis ser vi – ikke kun for ejendomme, men også for driftsmidler - ofte eksempler, hvor der skønnes en for kort periode med den konsekvens, at afskrivningerne bliver for høje. Det er således jævnligt, at der på et senere tidspunkt i ejerperioden opstår behov for en revurdering af brugstidens længde.

Scrapværdien er den forventede salgspris ved udløbet af brugstiden, men efter prisniveauet på købstidspunktet. Scrapværdien skal fastsættes efter en konkret vurdering og må ikke fastsættes så højt, at der ikke bliver et afskrivningsgrundlag. For udlejningsejendomme er der set eksempler på scrapværdier helt op til 50 – 60 % af kostprisen.

Påvirkning af årsregnskabet
Fastlæggelsen af brugstid og scrapværdi har stor betydning for, hvordan regnskabet kommer til at se ud. De to komponenter er nemlig afgørende for, hvor store afskrivninger, der skal udgiftsføres i resultatopgørelsen, og for hvilken værdi aktiverne kan optages til i balancen.

Fastsættes der en kort brugstid og en lav restværdi, medfører det store afskrivninger, mens lang brugsværdi og høj scrapværdi giver lave afskrivninger i resultatopgørelsen.

Ændrede regler i den nye årsregnskabslov
Efter de hidtidige regler skulle scrapværdien fastsættes på anskaffelsestidspunktet, og denne kunne ikke efterfølgende ændres, med mindre det kunne påvises, at der var sket en fejl ved opgørelsen af denne.

Efter den nye årsregnskabslov skal der løbende ske en revurdering af scrapværdien på samme måde, som der løbende kan ske en revurdering af brugstiden. Det betyder, at der er mulighed for at ændre på værdien med den konsekvens, at afskrivningerne i resultatopgørelsen i de følgende år bliver enten mindre eller større. En ændring forudsætter, at der er sket ændringer i de forhold, som lå til grund for den tidligere fastsatte scrapværdi. Der kan tages hensyn til konstaterede prisændringer på tidspunktet for revurderingen, men ikke fremtidige prisudviklinger.