Betingede gældseftergivelser - underskudsbegrænsning

15 juli 2015

Skatterådet har endnu en gang fastslået, at det ikke er muligt at udskyde en underskudsbegrænsning blot ved at gøre en akkordaftale betinget af mulige yderligere betalinger.

Når en selvstændig – eller tidligere selvstændig – opnår en gældseftergivelse via en akkordaftale med sine kreditorer, er han eller hun ikke skattepligtig af det eftergivne beløb. Der er nemlig ikke tale om en gave, fordi eftergivelsen alene skyldes manglende betalingsevne.

Den eneste skattemæssige konsekvens af akkordaftalen er, at skyldneren mister muligheden for at fremføre eventuelle uudnyttede skattemæssige underskud fra den virksomhed, der har været årsag til insolvensen.

Underskudsbegrænsningen sker med virkning fra det år, hvor akkordaftalen underskrives. Langt de fleste aftaler indeholder betingelser af forskellig art. Fx om at gælden kun eftergives, hvis skyldneren betaler et vist beløb, herunder overholder en afdragsordning. Eller om at kreditor skal have et yderligere beløb, hvis det lykkes at sælge en ejendom eller et andet aktiv til et højere beløb end forventet.

Den slags betingelser medfører jævnligt, at der rejses spørgsmål om, hvorvidt akkorden er så usikker, at den først kan anses for en realitet på det tidspunkt, hvor det kan konstateres, at betingelserne er opfyldt, og således at underskudsbegrænsningen først skal ske på dette tidspunkt.

Praksis er imidlertid benhård. Som alt overvejende hovedregel sker underskudsbegrænsningen som allerede nævnt altid i aftaleåret. Vestre Landsret har endda fastslået, at adgangen til underskudsfremførsel ikke genopstår, selvom gælden rent faktisk ikke bortfalder, fordi skyldneren misligholder en afdragsordning.

SKAT har for ganske nylig offentliggjort en afgørelse fra Skatterådet, der er en god illustration af praksis.

Den konkrete sag handlede om en skyldner, der havde indgået en akkordaftale med sine kreditorer, hvorefter banken skulle modtage en dividende på 2,59 % af et tilgodehavende på knap 38 mio. kr., mens de øvrige usikrede kreditorer modtog 10 % af deres tilgodehavender.

Aftalen med banken var imidlertid ikke endelig, idet den var baseret på en opgørelse af panteværdien af en række ejendomme. I aftalen var der i forhold til disse indføjet en bestemmelse om, at skyldner skulle betale et yderligere beløb, hvis ejendommene frem til 2017 skulle stige i værdi. En værdistigning op til 15 mio. kr. skulle tilgå banken fuldt ud, mens banken skulle have en betaling på 70 % af værdistigninger herudover.

Skyldneren argumenterede overfor SKAT for, at akkordaftalen under disse betingelser først kunne anses for endelig i 2017, og at en eventuel underskudsbegrænsning derfor først burde ske til den tid. Der blev i denne forbindelse tillige henvist til, at aftalen med banken også var betinget af, at skyldneren var i live frem til aftalens ophør.

Skatterådet tiltrådte imidlertid en indstilling fra SKAT om, at underskudsbegrænsningen skulle ske med virkning allerede fra det år, hvori aftalen blev indgået. Dette skete med en bemærkning om, at det ikke er muligt at udskyde begrænsningen ved at indsætte betingelser om et muligt dividendetillæg, ligesom livsbetingelsen var uden betydning.

 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat og moms. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.