Arbejdsgiveren hænger på skatten

12 august 2015

Hvis reglerne for udbetaling af skattefrie godtgørelser ikke overholdes, bortfalder skattefriheden. Men det er ikke kun de ansattes problem. SKAT kan ofte kræve, at arbejdsgiveren betaler medarbejdernes restskat.

Danske virksomheder udbetaler hvert år meget store beløb i skattefrie godtgørelser til deres medarbejdere. Godtgørelser i form af køre- og kostpenge samt godtgørelser til dækning af udgifter til logi og til såkaldte småfornødenheder.

Netop fordi godtgørelserne er skattefrie, bruger SKAT ganske mange ressourcer på at kontrollere, at udbetalingen sker efter reglerne, og erfaringerne viser desværre, at dette langtfra er tilfældet alle steder. Det har fået SKAT til at intensivere kontrollerne.

De mange fejl skyldes almindeligvis enten ukendskab til reglerne – som bliver mere og mere komplicerede – eller også at arbejdsgiveren ikke har kontrolleret de oplysninger, som medarbejderne har afgivet til brug for udbetalingen. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt, at udbetalingen er sket med de rigtige satser.

Hvis SKAT konstaterer, at betingelserne for skattefrihed ikke er opfyldt, betyder det, at skattefriheden bortfalder med tilbagevirkende kraft, og at medarbejdernes skatteansættelser derfor i princippet skal forhøjes med de udbetalte beløb.

Dette sker imidlertid ikke altid. Oftere og oftere havner regningen hos arbejdsgiveren, hvilket den kan gøre af to årsager. Enten fordi arbejdsgiveren påtager sig ansvaret for fejlene og frivilligt tilbyder at betale skatten på medarbejderens vegne. Eller fordi SKAT ganske enkelt pålægger arbejdsgiveren at gøre dette.

Frivillig betaling kræver tilladelse fra SKAT og forudsætter, at der ikke er tale om misbrug af reglerne. Giver SKAT den fornødne tilladelse, skal arbejdsgiveren til fuld og endelig afregning betale et fast beløb svarende til 56 % af de godtgørelser, der er udbetalt med urette. Arbejdsgiveren har ikke skattefradrag for udgiften. Til gengæld beskattes medarbejderne ikke af fordelen ved at slippe for restskatten.

Tvungen betaling kan komme på tale, hvis arbejdsgiveren har udvist forsømmelighed, hvilket ofte vurderes at være tilfældet. I så fald hæfter arbejdsgiveren for ikke indeholdt A-skat og AM-bidrag af de udbetalte godtgørelser.

Arbejdsgiverens betaling er i så fald et udlæg for medarbejderne, og arbejdsgiveren får derfor et tilgodehavende hos disse svarende til det betalte beløb. Kan fordringerne ikke inddrives hos medarbejderne, har arbejdsgiveren skattefradrag for tabet.

Vælger arbejdsgiveren i en sådan situation ikke at inddrive sit tilgodehavende hos medarbejderne, vil SKAT formentlig kunne hævde, at der er tale om et løntillæg, som de ansatte skal beskattes af. Dette vil betyde, at arbejdsgiveren også kan blive pålagt hæftelse for skatten af den betalte skat.

SKAT er ikke forpligtet til først at søge skatten inddrevet hos de ansatte, og SKAT er heller ikke forpligtet til at begrunde, hvorfor de vælger at rette kravet mod arbejdsgiveren. Kort sagt så er SKAT frit stillet med hensyn til, om de vil gennemføre indkomstforhøjelser hos de enkelte medarbejdere, eller om de vil gøre det samlede krav gældende overfor arbejdsgiveren. I princippet kan de endda gøre begge dele – dog således at skattekravet mod medarbejderne nedsættes med det hos arbejdsgiveren hentede beløb – men det sker næppe i praksis.

Der synes at være en generel tendens til, at SKAT oftere og oftere rejser kravet mod arbejdsgiveren. I alle tilfælde hvis deres krav er fordelt på mange medarbejdere, eller hvis forældelsesreglerne betyder, at de er afskåret fra at regulere medarbejdernes skatteansættelser.

Lige før sommerferien offentliggjorde SKAT en kendelse fra Landsskatteretten i en sag, hvor SKAT havde pålagt en virksomhed at indbetale knap 2,5 mio. kr. i form af A-skat og AM-bidrag af udbetalte skattefrie rejse- og befordringsgodtgørelser, fordi arbejdsgiveren ikke havde ført en effektiv kontrol med, at betingelserne for skattefrihed var opfyldt.

Landsskatteretten stadfæstede i princippet afgørelsen fra SKAT, men fastslog dog, at kravet mod arbejdsgiveren ikke kunne overstige restskatten hos de enkelte medarbejdere, således som denne kunne opgøres uden restskattetillæg og morarenter.

Afgørelsen er ikke specielt overraskende, men er et godt eksempel på, hvor lidt der skal til, før SKAT tilsidesætter udbetalte godtgørelser og gør skattekravet gældende mod arbejdsgiveren.

 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat og moms. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis.