Vi julehandler på nettet

22 december 2014

Dansk Erhverv har offentliggjort en prognose for årets julehandel. Den forventes at lande på samme niveau som sidste år og som i 2012. Det vil sige, at vi får 3 år i træk med nogenlunde den samme julehandel. Det er ikke godt nyt til den betrængte detailhandel. 

Dansk Erhverv estimerer samtidig, at 16 % af den samlede julehandel vil ske på nettet. Det er heller ikke godt nyt for detailhandlen, idet en betydelig del af nethandlen sker på udenlandske websites.

Samlet forventes nethandlen at stige med hele 19 % i år, og fremskrives udviklingen, vil vi i 2020 – altså om kun 6 år – være i en situation, hvor ca. 45 % af detailhandlen foregår på nettet. Udviklingen i Danmark går på dette punkt langt hurtigere end i vores nabolande, hvilket skyldes, at vi ganske enkelt er længere fremme, når det gælder brugen af computere.

Det er ikke sikkert, at udviklingen kommer til at gå med denne hast, men at nethandlen vil stige, er der ingen tvivl om. Den vil ændre bybilledet over alt i Danmark, og det vil gå hårdt ud over mange af de gamle forretninger. Til gengæld vil det åbne for nye virksomheder.

I Børsen var der nylig en omtale af Skagenfood, der er en digital fiskeforretning. Virksomheden blev startet i 2001 og har i dag 25 ansatte og omkring 17.000 kunder, som med faste intervaller får tilsendt friske fisk og andre råvarer.

Regeringen har bebudet, at den til foråret vil komme med nogle konkrete initiativer til, hvordan danske e-handelsvirksomheders position kan styrkes. Det ser vi i BDO frem til. Vi ser et betydeligt potentiale i nethandlen, men også et stort behov for rådgivning, herunder ikke mindst om mulighederne for salg til forbrugere i andre lande.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn: