Vi hjælper forskerne

07 april 2014

Forskning handler om at udføre undersøgelser, som fører til ny viden, der kan bruges i praksis. Og selv om forskning ofte forbindes med behandling af sygdomme, så kan der også forskes i det at drive en virksomhed.
 
Copenhagen Business School (CBS) har netop startet et nyt forskningsprojekt i samarbejde med INSEAD i Frankrig. Projektet er rettet mod de mindre og mellemstore virksomheder, hvoraf langt de fleste ledes af deres ejer.
 
Projektets mål er helt konkret at udvikle værktøjer, der kan forbedre ejerskiftet i danske ejerledede virksomheder til gavn for disses fortsatte drift og vækst. Det er der absolut behov for.

16.000 danske ejerledere er i dag over 65 år, og når de ikke for længst har solgt deres virksomhed, skyldes det i mange tilfælde netop mangel på værktøjer til, hvordan ejerskiftet kan håndteres i praksis.

Tidligere var det oplagt, at næste generation skulle føre virksomheden videre, men sådan er det ikke længere. I dag har børnene mange andre muligheder, og forældrene er blevet tilbageholdende med at lægge ansvaret på dem, ligesom forældre helst ikke vil forskelsbehandle deres børn.

Men der er ingen vej uden om generationsskiftet. I løbet af de kommende ti år skal op mod 25.000 ejerledede virksomheder skifte ejer eller ejerkreds. Derfor er det nye forskningsprojekt vigtigt. Et succesfuldt ejerskifte sikrer nemlig både virksomheder og arbejdspladser, og det er der brug for.
 
BDO er valgt til at bistå forskerne. Helt konkret skal vi indsamle spørgeskemaer og sikre kvaliteten af de indsamlede data, ligesom vi skal være bindeled til relevante ejerledede virksomheder i vores kundekartotek.
 
Vi er udvalgt, fordi de ejerledede virksomheder er vores hjemmebane. Vi er markedsleder inden for dette segment og kender alle de udfordringer, som de møder. Derfor er forskningsprojektet også interessant for os, og vi glæder os til at se resultatet.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn: