Uberisering

13 juni 2016

På bagsiden af JP Erhverv kunne man forleden læse et indlæg af kommentatoren Jan Lund, der har base i Singapore og som er kendt for indlæg med internationalt udsyn. Om hvad der sker i den store verden.

Indlægget handlede om Uberisering. Naturligvis opkaldt efter kørselstjenesten Uber. Udtrykket dækker over effektivisering via teknologi og ny software på deregulerede eller disruptede markeder, og er en konsekvens af den fjerde industrielle revolution.

Jan Lund omtaler blandt andet en artikel fra de sociale medier om fremtiden for advokatbranchen. Heri anføres blandt andet:

”I USA har unge advokater allerede svært ved at få job. Takket være IBM Watson kan man på sekunder få 90 pct. Korrekt juridisk rådgivning mod 70 pct., hvis det gives af mennesker. Så hvis du læser jura, så stop øjeblikkeligt. Der bliver 90 pct. færre advokater i fremtiden. Kun specialisterne vil være tilbage”.

De 90 pct. er naturligvis kun et gæt, men at der bliver markant færre advokater, er der næppe tvivl om. Det samme gælder revisorer. På dette punkt er vi i samme båd som advokaterne.

I BDO er vi meget bevidste om den udvikling, som vores branche undergår. Vi har for længst tørret øjnene og spist de sidste tudekiks. Den teknologiske udvikling kombineret med politikernes afskaffelse af revisionspligten for flere og flere virksomheder betyder, at vores forretningsgrundlag er voldsomt udfordret.

Det har vi taget konsekvensen af. Vi har udviklet BDO Online, som er en ny og innovativ onlineservice, der løser de administrative opgaver for mindre virksomheder. Og på de indre linjer arbejder vi på at ansatte og uddanne langt flere rådgivere og færre traditionelle revisorer. Fremtiden tilhører de specialiserede rådgivere, som ved alt om det område, som de arbejder med.

Vi frygter ikke fremtiden. Vi tager den medicin, som vi opfordrer vores kunder til at tage. Angribe de ny muligheder positivt og offensivt.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.