Tømreren i Koed

29 februar 2016

Lokalavisen Norddjurs bragte forleden en omtale af Koed Tømrer- og Byggeforretning, der har hjemsted i den lille by Koed. Den ligger midt på Djursland.

Anledningen til omtalen var, at den lille håndværksvirksomhed med bare 12 ansatte var blevet kåret som Danmarks mest IT-modne håndværkervirksomhed på Dansk Byggeris IT-messe inden for kategorien ”Administration”. Fordi virksomheden med sine IT-værktøjer ikke bare har overblik og styr på sin økonomi, men også har fået effektiviseret sine arbejdsprocesser.

Og det er ikke første gang virksomheden får presseomtale. Sidste år blev virksomheden - hvis indehaver, tømrermester Kasper Salling Bang, kun er 28 år gammel - kåret til Årets Håndværker i kategorien ”Årets tømrer med op til 9 ansatte” af AnmeldHåndværker.dk. En kategori, som virksomheden efter de seneste ansættelser, ikke længere kan deltage i.

Koed Tømrer- og Byggeforretning er i vores øjne et skoleeksempel på en moderne håndværksvirksomhed. Virksomheden har ikke bare en supermoderne hjemmeside, hvor der konstant lægges nyheder ud. Den er også en flittig bruger af Facebook, hvor der næsten dagligt sker opdateringer, arrangeres konkurrencer og kommunikeres med kunder og potentielle kunder.

Og så bruger virksomheden altså moderne IT-værktøjer i driften, hvilket i vores øjne næsten er det bedste af det hele. Der består nemlig et kolossalt potentiale for effektivisering også i håndværksbranchen. Et potentiale som vi i BDO hjælper med at forløse hos mange af vores kunder. Blandt andet med vores digitale administrationsværktøj BDO Online.

Nogle vil sikkert mene, at det er lidt popsmart, at en lille håndværksvirksomhed ude på landet bruger så mange kræfter på sin hjemmeside og på Facebook, men det er det ikke. Faktisk er det nærmest farligt ikke at gøre det. For det er den vej det går. Det er der forbrugerne (kunderne) søger viden, og det er der de potentielle medarbejdere får deres første indtryk af virksomheden.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.