Som et lyn fra en klar himmel

16 juni 2014

På dagen for Folketingets sidste møde inden sommerferien fremsatte skatteministeren pludselig et lovforslag om ændring af reglerne i virksomhedsskatteloven.

Lovforslaget begrundes med, at en række selvstændige udnytter reglerne til at udskyde skattebetaling på en måde, der ikke er i overensstemmelse med hensigten med disse. Der er altså tale om lukning af et skattehul.

I BDO vil vi ikke forsvare skattehuller. Ligesom på Christiansborg synes vi, at de bør lukkes. Men i dette tilfælde synes vi godt nok, at ihærdigheden overspilles temmelig kraftigt.  

De regler, som regeringen nu vil ændre, har nemlig været gældende i mere end 27 år. Hvis der er tale om et skattehul, har SKAT derfor unægtelig været længe om at opdage det. 

Det betyder ikke, at der ikke kan være grund til at ændre reglerne. Vores anke går derfor ikke på ændringen som sådan, men på det faktum, at den ifølge lovforslaget skal tillægges virkning fra fremsættelsesdatoen. Altså fra midt i et regnskabsår.

Der lægges således ikke op til nogen form for overgangsordning for de mange, som har disponeret i tillid til de gældende regler.

Hertil kommer, at de berørte tilmed skal betale et ekstra honorar til deres revisor, som skal bruge mere tid på deres indkomstopgørelse for 2014, fordi indkomsten inden for året nu skal opdeles på før og efter den 11. juni.

I en tid hvor der tales meget om at lempe de administrative besværligheder for erhvervslivet, er det efter vores opfattelse en skændsel at lovgive på den måde, når skatteministeriet har siddet på hænderne i alle disse år.

At lovforslaget tilmed fremsættes uden forudgående høring af en minister, der ellers gerne taler om retssikkerhed, og af en regering, der i sit regeringsgrundlag har gjort kvalitet i lovgivningsarbejdet til en mærkesag, gør det ikke just bedre.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn: