Som Davids kamp mod Goliat

03 oktober 2016

Erhvervsmanden Flemming Grunnet har kastet sig ud i en stædig kamp mod pengeinstitutternes tiltag med at kræve kopi af deres kunders pas, når disse ønsker at åbne en konto eller låne penge. Det fremgik af en artikel i Jyllands-Posten forleden.

Tiltaget udspringer af de særlige hvidvaskningsregler, som groft sagt betyder, at pengeinstitutterne skal sikre sig, at kunderne rent faktisk er dem, som de udgiver sig for at være.

Flemming Grunnet er ikke uenig i behovet for hvidvaskningsreglerne, som er baseret på EU-direktiver, men mener, at de burde kunne tilpasses danske forhold. Til avisen udtalte han således:

”Det kan godt være, at loven passer fint til Sicilien, men vi lever altså i et åbent, demokratisk, digitaliseret og næsten korruptionsfrit samfund, og så er det helt til hest, at vi skal bruge så mange ressourcer på at mistænkeliggøre alle. For det er jo det, bankerne gør, når de beder helt almindelige danskere om at indsende kopier af pas for at bevise, at de er dem, de rent faktisk er”.

I BDO er vi helt på Flemming Grunnets side. Vi er også omfattet af hvidvaskningsreglerne, og ligesom pengeinstitutterne beder vi i mange tilfælde om kopi af vores kunders pas. Og vi deler opfattelsen af, at reglerne er det rene overkill.

Vi er endda ikke underlagt helt så stramme regler som pengeinstitutterne, hvor der alene i Danske Bank er ansat op mod 600 medarbejdere til bekæmpelse af hvidvask. Det er ikke gratis for kunderne.

Ligesom Flemming Grunnet synes vi absolut, at vi skal gøre alt for at bekæmpe hvidvaskning. Men den mere og mere udbredte praksis med – på snart sagt alle områder – at erstatte sund fornuft med håndfast dokumentation, synes vi ikke om. Det svarer i alt for mange tilfælde til at skyde gråspurve med kanoner. Og det er både synd og unødvendigt.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.