Skatten betyder ikke en dyt

25 maj 2015

Regeringens Produktionspanel præsenterede i forrige uge tyve forslag til, hvordan Danmark kan gøres til et bedre hjemsted for produktionsvirksomheder.

Ved præsentationen af forslagene udtalte Peder Holk Nielsen, administrerende direktør i Novozymes og medlem af panelet, følgende:

”Det at have adgang til dygtige medarbejdere, at vi har en folkeskole og et uddannelsessystem, der fungerer, så vi producerer de medarbejdere, der skal bruges i fremtidens industri, er langt vigtigere end at begynde at konkurrere på skat som sådan. Skatterne skal være i orden, rammebetingelserne skal være i orden, men det, som vi skal konkurrere på, er kompetencer”.

Sagt mere firkantet, så betyder adgangen til kvalificeret arbejdskraft langt mere for produktionsvirksomhederne end selskabs- og personskatteniveauet.

I BDO tror vi ikke kun, at det forholder sig sådan for produktionsvirksomheder. Vi tror det gælder for alle. For en mindre eller mellemstor virksomhed med et overskud på 1 mio. kr. er det komplet ligegyldigt om selskabs- og virksomhedsskatten er på 23,5 % som nu eller på fx 16,0 %. De 75.000 kr., som forskellen betyder, er ikke på nogen måde afgørende for virksomhedens muligheder for at vækste.

Det er de generelle rammevilkår, efterspørgslen og finansieringsmulighederne som er afgørende. Det er glædeligt, at de store virksomheder endelig er nået til den erkendelse. Dansk Industri har efter vores opfattelse lidt for ensidigt holdt fast i, at lavere selskabsskat er løsningen på mange udfordringer.

Blandt de forslag, som panelet er kommet med, er der et om ekstrafradrag for små og mellemstore virksomheders investeringer i forskning og udvikling. Endvidere er der et forslag om bedre rådgivning og hjælp til SMV’er om udvikling, vækst og eksport gennem ændret fokus i de offentlige erhvervsfremmetilbud.

Det er to gode forslag, som vi også i BDO støtter. Dog synes vi, at udfordringen med at give virksomhederne et bedre kapitalgrundlag er vigtigere og derfor bør prioriteres først.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.