Sikke en fest

31 august 2015

Vi holdt firmafest i fredags. Knap 900 medarbejdere fra vores 30 kontorer var samlet på Koldinghus. Her blev vi underholdt af Rytteriet m.fl., spiste god mad og dansede til ud på natten til tonerne fra The Antonelli Orchestra.

Selv om serviceringen af vores kunder er vores væsentligste opgave, så skal der være tid til en firmafest en gang imellem. Vi lukkede derfor kontorerne med god samvittighed. Og faktisk var det næsten en god forretning. For mange af vores medarbejdere ville alternativet nemlig have været, at de skulle have siddet og ventet på at kunne foretage indberetninger til SKAT.

Tirsdag den 1. september 2015 kl. 23.59 er nemlig abosult sidste frist for indberetning af selskabers 2014-selvangivelse. Det har vi vidst længe, og derfor havde vi også allerede inden sommerferien fordelt opgaven på vores medarbejdere. For selv om den enkelte indberetning ikke tager specielt lang tid, så kræver det en del planlægning, når der skal indberettes for op mod 20.000 selskaber.

Men selv den bedst skrevne drejebog kan ikke bruges til noget, når systemerne hos SKAT ikke virker. Det er nu længe siden, at vi gik i gang med indberetningerne, men i de sidste 14 dage, har der været store problemer med overhovedet at komme igennem. Og når dette endelig lykkedes, blev vi jævnligt afbrudt midt i indberetningen. Og sådan er det stadig.

Det eneste rigtige ville selvfølgelig have været, at SKAT enten havde forlænget fristen for indberetning eller forlods fritaget selskaberne for sanktioner ved for sen indberetning, men det er endnu ikke sket.

Faktisk hører vi kun meget lidt fra SKAT. Den ”frisk-fyr-agtige” kommunikationsform, som SKAT ellers anvender på de sociale medier, omfatter ikke information om systemnedbrud.

Deres bedste bud på hjælp har været at udvide telefonåbningstiderne. Det er ikke en hotline vi har brug for. Vi har behov for, at systemerne kommer til at virke.

I BDO er vi trætte af at brokke os over SKAT og deres systemer, men vi gør det alligevel. Og vi gør det først og fremmest for at råbe de politikere op, som igen og igen fortæller, at de vil lempe de administrative byrder for erhvervslivet. Drop nu skåltalerne og find løsninger for erhvervslivet der virker!

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.