Ny indberetning koster kassen

11 maj 2015

Langt de fleste selskaber overlader det til deres revisor at udfylde og indsende selvangivelsen til SKAT. Tidligere var det en ganske ukompliceret opgave, som kun tog ganske få sekunder. Selvangivelsen blev nemlig sendt afsted på en e-mail, og selve indtastningen blev foretaget af SKAT. 

Den slags tastearbejde er i vore dage ikke hensigtsmæssig, og SKAT har da også længe arbejdet på en såkaldt XBRL-løsning – hvorefter tallene kan overføres uden behov for genindtastning - men er ikke kommet i mål hermed endnu.

Og i stedet for at fortsætte med den gamle model indtil XBRL-løsningen er klar, har SKAT i stedet valgt at flytte tasteopgaven ud til virksomhederne. I praksis altså til revisorerne.

Med virkning for indkomståret 2014 skal selvangivelsen således indsendes via en helt ny TastSelv løsning, og for ikke at det skal være løgn, har SKAT benyttet lejligheden til at ændre selvangivelsesblanketten på ikke mindre end 82 punkter, så den er vokset fra 4 til 11 sider.

I BDO skal vi indberette næsten 20.000 selskabsselvangivelser, og det gør vi gerne, men det bliver i den sidste ende virksomhederne, der skal betale for vores arbejde hermed.

Den regning, som SKAT med den nye ordning udskriver til dansk erhvervsliv, er enorm. Og i det politiske system er der tilsyneladende ingen, der interesserer sig for sagen. Heller ikke selv om mange har det som en mærkesag at lette de administrative byrder for landets virksomheder.

Jeg synes, det er tankevækkende, at man på den ene side nedsætter kravene til årsregnskaberne med den begrundelse, at det vil give virksomhederne besparelser, samtidig med at SKAT pålægger de selv samme virksomheder en kæmpe udgift via den nye selvangivelsesløsning.

Det eneste rigtige havde selvfølgelig været at fastholde den gamle ordning, indtil XBRL-løsningen var klar. Det ønskede SKAT imidlertid ikke. De har indført den nye ordning uden at drøfte den med nogen. Ærgerligt synes vi.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.