Vi bruger cookies og andre sporingsteknologier til at forbedre browsing-oplevelsen på vores hjemmeside, vise personaliseret indhold og målrettede annoncer, analysere trafikken på siden, og forstå hvor vores besøgende kommer fra. Hvis du vil vide mere, kan du læse vores cookie-politik. Du kan desuden læse vores privatlivspolitik, hvis du ønsker mere information. Ved at klikke ’accepter og luk’ giver du samtykke til, at vi bruger cookies og andre sporingsteknologier.

Nu er Børsen enige med os

02 november 2015

Sidste efterår skrev chefredaktør Niels Lunde fra dagbladet Børsen et debatindlæg i sin egen avis. Det havde overskriften: ”Kære ledere i små firmaer, tag jer sammen og skab vækst”.

Indlægget handlede om, at de mindre og mellemstore virksomheder har svært ved at vokse. At de går i stå, før de bliver store. Og at det – ifølge Børsen – er et alvorligt problem, hvis vi i Danmark skal få det fulde udbytte af det opsving, som alle dengang gik og ventede på, men som ikke er kommet med den kraft, som var ventet.

Chefredaktøren skrev blandt andet: ”Vi skal sikre os, at disse virksomheder udnytter et kommende opsving til at skabe vækst og ikke bare vælger at nyde livet på ryggen af opsvinget”.

Jeg satte mig straks til tasterne og forsøgte at give ham svar på hans åbenlyse provokation. Svaret – som avisen faktisk bragte – gav jeg overskriften: ”Kære Niels Lunde – vi skal vel alle tage os sammen”.

Min pointe var, at ejerlederne ikke har en større forpligtelse til at skabe vækst end alle andre. Og at det kræver noget særligt, hvis vi skal motivere de mindre og mellemstore virksomheder til at vækste ekstraordinært. Fx er politikerne nødt til at forstå, at de i højere grad bør målrette erhvervs- og ikke mindst skattelovgivningen mod SMV’erne.

Forleden beskæftigede Børsen sig så igen med problemstillingen. Endda i sin leder, hvor avisen blandt andet skrev: ”Der er stadig nogle, der mener, at størrelse er ligegyldig. Det er korrekt, for det er helt op til ejeren eller ledelsen i en virksomhed at bestemme, hvor stor en virksomhed skal være. Problemet er, hvis det er byrder, skatter og finansiering, som forhindrer virksomhederne i at vokse sig større.”

Jeg er fuldstændig enig. Ejerlederne må naturligvis selv bestemme, hvor store de vil gøre deres virksomheder. Men rammevilkårene skal helst udgøre et incitament for dem til at vokse. Og på det punkt er der – i mine øjne - stadig et uudnyttet politisk potentiale.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.