Manden har jo ret

03 august 2015

En af de politikere, som netop har forladt Folketinget, er tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn. Han startede sin politiske karriere som formand for Danmarks Kommunistiske Parti, skiftede derfra til SF, hvor han var medlem i 22 år, men sluttede som socialdemokrat. Han nåede at være i Folketinget i næsten 20 år. 

Ole Sohn skal nu være konsulent for virksomheden Public Affairs Group, der yder politisk rådgivning til det private erhvervsliv og organisationer. Her skal han arbejde for at skaffe bedre rammevilkår for danske virksomheder. Det er nemlig nødvendigt, hvis det skal være attraktivt for virksomheder at investere i Danmark. 

I forbindelse med sit jobskifte udtalte Ole Sohn følgende til dagbladet Børsen: 

”Hvis Folketinget ville lære lidt af den måde, som man arbejder på i det private erhvervsliv, så ville man pludselig kunne opleve, at Folketinget bliver stifindere frem for fejlfindere. Der er behov for initiativer og reformer, hvor man får lavet brede aftaler omkring økonomi og erhverv.” 

Det fremgik ikke af artiklen, hvad Ole Sohn mente med ordet ”fejlfindere”, men det er nærliggende at tro, at han sigtede til det, som også andre har peget på. At dansk politik har udviklet sig i retning af, at det primært handler om at angribe hinanden for, hvad man har gjort i fortiden. At der bliver snakket alt for lidt om, hvad man vil gøre i fremtiden. 

Mange har i tidens løb forsøgt at latterliggøre Ole Sohn for hans rejse fra den yderste venstrefløj til den socialdemokratiske højrefløj, og nogle vil sikkert spørge, hvor meget stifinder han selv var som minister. 

Men grundlæggende har manden jo ret. Folketinget kan helt sikkert lære meget af det private erhvervsliv. Og der er utvivlsomt behov for brede aftaler omkring økonomi og erhverv. I BDO foreslår vi, at de på Christiansborg klipper artiklen ud og hænger den op i alle gruppeværelser. Bare så de ikke glemmer de vise ord fra ex-ministeren.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.