Må vi se scorekortet?

04 maj 2015

Skatteminister Benny Engelbrecht og erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen har i fællesskab begået et debatindlæg, som er lagt ud på Skatteministeriets hjemmeside.

I debatindlægget foreslår de to ministre, at der indføres et dansk fair tax-mærke. Altså et mærke på linje med det røde øko-mærke og det blå/grønne fairtrade-mærke. Et mærke der skal placeres på de produkter, som et selskab producerer, og som skal give forbrugerne viden om producentens skatteforhold.

Jeg skal ikke kunne sige, om der findes enkelte multinationale virksomheder, der vil give forslaget en tanke, men blandt vores kunder – der primært udgøres af mindre og mellemstore virksomheder – findes der næppe nogen.

Når jeg alligevel faldt lidt i staver over indlægget skyldes det, at det i slutningen rummer følgende udsagn:

”Danmark er et af de lande i verden, hvor det er nemmest at drive virksomhed. Det skal det også være i fremtiden. Derfor har regeringen gennemført en række reformer, som sigter mod at gøre det lettere at starte og drive virksomhed i Danmark, blandt andet Skattereform 2012, Vækstplan DK fra 2013 og Vækstpakke 2014.”

Udsagnet fik mig til at filosofere over, hvad det helt præcis er for initiativer, som ministrene har taget for at gøre det lettere at starte og drive virksomhed. Tænker de mon på det stærkt hypede ”investeringsvindue” fra 2012? Tænker de på reglerne om medarbejderinvesteringsselskaber fra sidste år. Eller er det afskaffelsen af den såkaldte ”iværksætterskat”, som er den største succes.

Jeg kunne godt tænke mig at se deres scorekort. Bare en liste over de 10 vigtigste tiltag. Gerne opdelt i tiltag som allerede har kunnet mærkes og tiltag, som kommer til at virke i de kommende år.

Det der er gennemført, er i vores øjne – groft sagt – ikke andet end småtterier, og det flugter forslaget om et fair tax-mærke fint med.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.