Livet som selvstændig er håbløst, men herligt

13 juli 2015

I BDO har vi for nylig offentliggjort vores SMV Barometer. En undersøgelse af de mindre og mellemstore virksomheders aktuelle tilstand. Den er baseret på en analyse af knapt 20.000 regnskaber fra vores kunder og på omkring 1.200 spørgeskemabesvarelser fra samme.

Kombinationen af en bagud skuende regnskabsanalyse med en fremad skuende spørgeskemaundersøgelse giver et troværdigt miks af fakta og forventninger. Der kan derfor sættes lid til konklusionerne.

I spørgeskemaet har vi hvert år nogle tilbagevendende spørgsmål om virksomhedernes forventninger til, hvordan deres omsætning, deres medarbejderantal og deres investeringer vil udvikle sig i det igangværende regnskabsår, men vi har også en række variable spørgsmål.

I år stillede vi således nogle spørgsmål om livet som selvstændig. Vi spurgte først, om livet som indehaver af egen virksomhed er blevet mere eller mindre attraktivt. Dernæst spurgte vi, om de også i dag ville vælge livet som selvstændig, hvis de kunne vælge om.

Konklusionen på svarene var, at livet som selvstændig er hårdt, men at langt de fleste ikke kunne drømme om et andet liv.

Knap 15 procent af de adspurgte svarede, at livet som indehaver af egen virksomhed faktisk var blevet mindre attraktivt i det forgangne år. Et pænt stykke om halvdelen mente, at vilkårene er på samme niveau som sidste år, mens mindre end 5 procent mente, at det var blevet mere attraktivt at være selvstændig.

Ikke desto mindre var det kun 9 procent af de adspurgte, som ville foretrække en tilværelse som ansat, hvis de kunne foretage et nyt karrierevalg. Næsten 70 procent ville fortsat vælge en tilværelse som virksomhedsindehaver.

Jeg kan ikke sige, at jeg er overrasket over tallene. Virksomhedsindehavere er nemlig ildsjæle. De brænder 24/7 for deres kunder og for deres medarbejdere. Det ville derfor kun være rimeligt, hvis de fik en hjælpende hånd fra Christiansborg i forhold til at slippe det potentiale fri, som de rummer. De er nemlig nøglen til vækst i Danmark. Især i landkommunerne.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.