Intet nyt under solen for den danske økonomi

26 oktober 2015

Dansk Erhverv udsendte i forrige uge en pressemeddelelse om deres forventninger til udviklingen i dansk økonomi. Konklusionen er, at selv om Danmark er ude af krisen, bliver det hverken i år eller næste år, at der for alvor kommer fart på dansk økonomi.

”Virksomhedernes vurderinger af den aktuelle og fremtidige økonomiske situation er fortsat overvejende positive, men toppen af optimismen er forsvundet hen over sommeren. Vi ser det som et tegn på, at man ude i virksomhederne rent faktisk mærker den øgede usikkerhed og lidt skuffende udvikling, som sommermånederne bød på bl.a. med faldende privatforbrug og lavere eksport” udtalte økonom Mira Lie Nielsen, Dansk Erhverv.

I BDO er vi ikke overraskede over konklusionen. Da vi tilbage i foråret lavede en spørgeskemaundersøgelse blandt vores kunder til brug for vores SMV Barometer, sagde de det samme. At de var moderat positive i deres forventninger til 2015. De forventede fremgang, men kun af den beskedne slags. En lille stigning i omsætningen, små investeringer og relativt få nyansættelser

Heller ikke 2015 bliver derfor noget opsvingsår. Og hvis Dansk Erhverv får ret i deres prognose, kommer der heller ikke noget opsving i 2016.

Der er imidlertid ingen grund til sortsyn af den årsag, for overordnet set går det faktisk ikke så ringe endda. Der er ganske vist brancher, som er alvorligt udfordret. Det gælder fx detailhandlen og landbruget. Men mange andre har det fint, og vores SMV Barometer viste, at det i 2014 faktisk lykkedes de mindre og mellemstore virksomheder at få større overskud.

I BDO ser vi derfor ikke noget større behov for politiske vækstpakker, men derimod gerne tiltag, der kan gøre det nemmere for de mindre og mellemstore virksomheder at skaffe sig kapital. Egenkapital såvel som lånekapital. Får de det, skal de nok vækste af sig selv.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.