Ingen indpakning i vat

15 februar 2016

Det socialdemokratiske medlem af Folketingets erhvervsudvalg, Mette Reismann, slog forleden i dagbladet Børsen til lyd for, at Finanstilsynet i højere grad skal sikre de investorer, der via låneplatforme på nettet er med til at låne penge til virksomheder og private.

Socialdemokraterne mener, at disse investorer – som et værn mod plattenslagere - skal sikres en kundebeskyttelse på niveau med bankkunder. Det vil sige, at platformene skal teste, om investeringen passer til kundernes risikoprofil.

I avisen blev Mette Reismann bakket op af Klaus Skjødt, der er administrerende direktør i Sparekassen Kronjylland, og som også mener, at der for at beskytte forbrugerne er behov for regulering. Han udtalte blandt andet:

”For de mennesker, som måske har investeret nogle hundrede tusinde i det her, kan det gøre ligeså ondt på deres økonomi. Det er ikke særlig logisk, at det har noget med størrelsen af markedet at gøre. Det er alligevel nogle privatkunder, der kan komme i klemme. ”

I BDO synes vi absolut, at de mindre investorer skal oplyses om farerne ved at investere, men vi synes ikke, at de skal pakkes ind i vat og bomuld. Al investering rummer jo en risiko for, at pengene går tabt. Og det ved investorerne faktisk udmærket.

Fra politisk hold tales der igen og igen om behovet for, at der tilføres risikovillig kapital til de mindre og mellemstore virksomheder. Men det er som om, at politikerne kun ønsker dette, hvis det kan ske uden risiko for investorerne, og det er en umulighed.

Vi synes, at de på Christiansborg i højere grad skulle spekulere i at gøre det mere interessant for private investorer at sætte penge i mindre virksomheder frem for i forbrugerbeskyttelse. For det er ikke nogen garanti mod noget som helst. Spørg bare de mange småinvestorer som tabte penge på O.W. Bunker.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.