Hvad skal de mindre virksomheder gøre?

25 januar 2016

Alle skriftkloge – såvel eksperter som politikere – er enige om, at de mindre og mellemstore virksomheder har et kæmpe behov for at få tilført kapital. Såvel lånekapital som egenkapital.

Der er derfor også bred enighed om, at noget må gøres. Ikke desto mindre er det småt med konkrete initiativer. Alle leder efter den rigtige løsning. Den der virker.

Forleden var der en artikel i Jyllands-Posten om kapitalfonden SE Blue Equity. De går målrettet efter mindre virksomheder, siger de. Har foreløbig investeret i 11 af slagsen.

En mindre virksomhed er i deres verden et selskab med en omsætning i niveauet 100-150 mio. kroner. De er nogenlunde samme målgruppe, som de andre kapitalfonde har. Og reelt er det jo ikke mindre virksomheder. Det er pænt store – i alle tilfælde mellemstore – virksomheder. Kapitalfondene interesserer sig i praksis ikke voldsomt meget for virksomheder i niveauet under.

Spørgsmålet er derfor, hvad virksomheder med en omsætning på under 100 mio. kroner skal gøre, hvis de har brug for egenkapital.

I BDO råder vi vores kunder til at se to veje. Enten i retning af branchekolleger. Eller i retning af medarbejderne. Nogle gange i begge retninger.

I et erhvervstillæg til Nordvestnyt var der for nylig en artikel om tømrer-/snedkervirksomheden Juul & Valentin fra Høng på Sjælland. En historie om to helt almindelige håndværksmestre, som for fire år siden slog sig sammen for at kunne byde på større opgaver. Og som fik kæmpe succes.

Den slags kommer vi til at se mere af, tror vi.

Det samme gælder virksomheder, som optager ledende medarbejdere som medejere. Fordi medarbejderne gerne vil. Fordi de har pengene. Og fordi der skal mere end en fredagsbar og en god frokostordning til at holde på dem.

De progressive virksomheder finder altid løsninger inden for de eksisterende rammer. Det er de nødt til.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.