Heldigvis løjer jobvæksten af

07 november 2016

Dansk økonomi har i de senere år været præget af det paradoks, at beskæftigelsen bare er steget og steget, uanset at den økonomiske vækst næsten har stået stille.

I 2015 voksede den samlede beskæftigelse således med godt 30.000 personer. Og alene i første halvår af 2016 er beskæftigelsen steget med et næsten tilsvarende antal.

Nu er der imidlertid noget, der tyder på, at jobvæksten løjer af. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd forventer således alene en fremgang i beskæftigelsen på 15.000 personer i andet halvår af 2016. Det fremgik af en artikel i Børsen i sidste uge.

Umiddelbart skulle man tro, at den slags nyheder ville bekymre landets økonomer, men det gør det ikke. Tværtimod. Til Børsen udtalte Steen Bocian, cheføkonom i Dansk Erhverv, således:

”Det vil kun være godt med en puster på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet er løbet så meget foran væksten, at jeg nærmest anser det som foruroligende, når beskæftigelsen fortsætter med at sige i det tempo, som de seneste beskæftigelsestal har vist.”

Problemet med den stigende beskæftigelse er, at en stadig større del af virksomhedernes indtjening går til lønninger, uden at produktiviteten følger med. Det illustreres i vores SMV Barometer 2016, som viser, at virksomhedernes gennemsnitlige overskud i 2015 faldt, selv om omsætningen steg.

Faktisk rammer den stigende beskæftigelse dobbelt, fordi den også gør det sværere for mange virksomheder at rekruttere medarbejdere med de rigtige kompetencer.

Stagnationen i jobvæksten er dog ikke uden torne, fordi den også får det private forbrug til at stagnere. Og dermed kommer virksomhederne til (fortsat) at lide under manglende efterspørgsel.

Bundlinjen er derfor, at det i disse år er en kæmpe udfordring at være virksomhedsleder. Især blandt de mindre og mellemstore virksomheder.

Derfor også ærgerligt, at fronterne på Christiansborg er så fastlåste, at der ikke er udsigt til tiltag af nogen som helst af betydning for erhvervslivet.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.