Har du set noget?

20 januar 2014

Alle landets økonomer synes at være enige om én ting: At vi står over for et økonomisk opsving. Og vi almindelige danskere har tilsyneladende ladet os overbevise. En nylig meningsmåling fra Greens viste således, at 72 % af danskerne tror, at økonomien går hele fem gode år i møde. Det kunne vi læse på forsiden af Børsen.
 
Alligevel bliver der ved med at være ”hår i suppen”.
 
Lars Petersson, direktør for Sparekassen Sjælland, der er en af Danmarks største sparekasser, skrev for nylig i en kronik, at problemerne tårner sig op i Vest- og Sydsjælland, hvor mange husholdninger er tvunget i knæ med den konsekvens, at sparekassen i sit regnskab for 2013 må nedskrive og hensætte til tab i betydeligt omfang.
 
Og direktørens dystre konstatering bekræftes af, at antallet af RKI-registrerede danskere i 2013 steg for 5. år i træk, og at de vestsjællandske Kalundborg og Slagelse kommuner netop hører til de kommuner, som har allerflest indbyggere registreret som dårlige betalere.
 
I BDO bruger vi ganske mange ressourcer på at analysere regnskabstal fra mindre og mellemstore virksomheder. Og selv ikke vores seneste analyser viser nogen fremgang, men mere status quo.
 
Spørgsmålet er derfor, hvad vi skal tro.
 
I BDO tror vi på økonomerne, men vi erkender, at det er en trossag.
 
Nu går vi snart i gang med udarbejdelsen af 2013-regnskaber for vores kunder. Det glæder vi os til. Det giver os nemlig ikke bare lejlighed til at se deres seneste tal, men også til at spørge ind til størrelsen af ordrebeholdninger og forventninger til den nærmeste fremtid. Det bliver spændende.
 
Vi leder efter fakta. Sikre beviser på at det økonomiske opsving er en realitet. Vi opfordrer derfor også alle medlemmer af BDO Debatterer til at komme med indlæg, hvis I ser tegn på, at foråret – det økonomiske – er på vej.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn: