En vægtklasse op

27 juni 2016

Tilbage i februar måned opstillede erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen det mål, at han inden 2020 vil skabe 32 nye virksomheder med over 1.000 ansatte. Udmeldingen kom efter en undersøgelse, der viste, at vi i Danmark lige nu kun har 168 virksomheder med så mange ansatte.

I BDO er vi i princippet enige med ministeren i, at der er behov for flere helt store virksomheder. De store lokomotiver er nemlig vigtige for deres mange underleverandører, der oftest er mindre og mellemstore virksomheder.

Det er imidlertid vores vurdering, at det ikke kun vil være godt, hvis vi får flere virksomheder i A.P. Møller-Mærsk- og Novo Nordisk-klassen.

Vi ser et generelt behov for, at langt flere virksomheder rykker en vægtklasse op. At virksomheder med under 10 ansatte vokser til virksomheder med flere end 10 ansatte. Og at virksomheder med 10 – 100 ansatte bliver til virksomheder med over 100 ansatte.

I vores SMV Barometer 2016 er der nemlig klar dokumentation for, at både indtjeningen og optimismen vokser med virksomhedernes størrelse.

Ifølge vores undersøgelse lykkedes det i 2015 for virksomheder med mere end 100 ansatte at øge deres overskud med næsten 10 % i forhold til 2014, mens virksomheder med færre ansatte alle måtte konstatere en nedgang i deres overskud.

Og i spørgeskemaundersøgelsen udtrykker virksomheder med en omsætning på over 100 mio. kr. markant større optimisme end virksomheder med en omsætning på under 25 mio. kr. Knap 27 % af dem forventer en omsætningsstigning i 2016 på over 10 %. Og næsten 74 % forventer at ansætte flere medarbejdere i 2016.

Der er sikkert flere forklaringer på forskellen, men en af dem er givetvis, at virksomhedernes muligheder for at servicere store kunder vokser med deres egen størrelse, ligesom vi også ser en øget professionalisering i de større virksomheder. Vi skal ikke nødvendigvis have mange store virksomheder, men vi skal have flere større virksomheder.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.