En mopset minister

31 oktober 2016

I BDO har vi offentligt meldt ud, at vi ikke tror, at det særlige ACE-fradrag, som regeringen gerne vil indføre, vil få nogen væsentlig betydning for de mindre og mellemstore virksomheder.

ACE-fradraget er et teknisk skattefradrag for selskaber. Fradraget vil – hvis det indføres – give en skattelettelse på op til 6.600 kr. for hver 1 mio. kr., som egenkapitalen øges. Der skal derfor opspares ganske pæne overskud, hvis fradraget virkelig skal batte noget, og det er kun realistisk for en meget lille del af de mindre virksomheder.

Og vi er ikke alene om at være skeptiske overfor forslaget. Også vores brancheorganisation, FSR, tvivler på nytten af fradraget. De skønner, at maksimalt 10 pct. af virksomhederne reelt får gavn af reglen.

Dagbladet Børsen bragte i sidste uge en artikel om de kritiske røster og havde også fået en skriftlig kommentar fra Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, som til avisen skrev:

”Alle selskaber, der øger egenkapitalen efter indførslen af ACE-fradrag, vil få gavn af fradraget. Jeg kan ikke genkende FSR’s vurdering af, at kun 10 pct. af virksomhederne får gavn af forslaget. Jeg mener snarere, det er 100 pct. Jeg synes, at det er trist, at FSR nedgør et godt vækstforslag på forkerte præmisser”.

I BDO har vi ikke nedgjort forslaget, og det har FSR heller ikke. Vi har begge blot i al stilfærdighed sagt, at ACE-fradraget er administrativt tungt og i virkelighedens verden ikke kommer til at betyde noget for ret mange.

Ministeren har fuldstændig ret i, at alle virksomheder, der øger egenkapitalen, vil få glæde af fradraget, men det er jo ikke det samme, som at det får nogen som helst betydning. En lille virksomhed, der øger sin egenkapital med 100.000 kr. får en skattelettelse på måske 660 kr. Tror ministeren virkelig det skaber vækst?

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.