Det vidste vi da godt

04 januar 2016

Midt i december offentliggjorde Danmarks Statistik de regionale BNP-tal for 2014. De viste en stigning på landsplan på 1,3 %, hvilket historisk ikke er noget højt tal. Det mest interessante var derfor også, at stigningen var jævnt fordelt over hele landet. Væksten var ikke i nogen region på under 1 %.

Nyheden blev omtalt i Jyllands-Posten under overskriften ”Opsving over hele landet”. Til avisen udtalte Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit, at tallene fra Danmarks Statistik faktisk kandiderede til at være årets bedste nyhed og tilføjede:

”Der er tegn på, at landdistrikterne er ved at koble sig på det opsving, der især i hovedstaden har været synligt siden 2009. En del af forklaringen er formentlig, at især den konjunkturfølsomme industri, der er rigt repræsenteret i yderområderne, har oplevet fremgang i 2014.”

I BDO er vi ikke specielt overraskede over tallene. Vi ved godt, at det lyder lidt storsnudet, men faktisk vidste vi det godt. Vores SMV Barometer 2015 viste nemlig præcis det samme. At de mindre og mellemstore virksomheder i 2014 oplevede en resultatmæssig fremgang på ikke mindre en 13 % på landsplan. Fremgangen var især markant hos de jyske virksomheder.

Det glædelige resultat gav os imidlertid ikke anledning til at løbe rundt med armene over hovedet på vores kunders vegne. De stigende overskud blev nemlig på imponerende vis opnået på trods af en tilbagegang i omsætningen på 2 %. De var derfor mest at alt udtryk for, at de mindre og mellemstore virksomheder nu endelig har fået trimmet deres forretninger på samme måde, som de store har.

Det er imidlertid under alle omstændigheder godt, og vi glæder os allerede nu til at se tallene for 2015. Vi har i årets løb set tegn på fremgang mange steder, og derfor tror vi, at de nye tal vil vise yderligere fremgang. Måske ligefrem tegn på et opsving.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.