Bløde pakker

30 marts 2015

I en artikel i Jyllands-Posten Erhverv den 24. marts 2015 funderes der over udsigten til endnu en vækstpakke fra regeringens side.

Før jul var der en klar forventning om, at statsministeren i sin nytårstale ville varsle et nyt vækstudspil, men hun nøjedes med et løfte om, at regeringen ville vedblive med at forbedre erhvervslivets vilkår. Ikke noget konkret.

Sidenhen er der sket meget. Renten er faldet yderligere. Energipriserne er faldet. Og konkurrenceevnen er forbedret. Ifølge Nationalbanken er en ny vækstpakke derfor ikke nødvendig. Faktisk er der snarere brug for opstramninger i finanspolitikken. Ikke desto mindre pønser regeringen tilsyneladende på et vækstudspil.

Artiklen i Jyllands-Posten slutter således: ”Medmindre regeringen er økonomisk tonedøv – eller forhippet på at se vækst- og erhvervsvenlig ud op til det snarlige folketingsvalg – må man altså forvente, at vækstudspillet bliver meget småt. Men det vil nok blive præsenteret som noget stort”.

Det sidste er givetvis en hentydning til den udbredte praksis med at præsentere vækstudspil under pomp og pragt. Planen skal ikke bare indeholde nogle få initiativer. Der skal helst være et helt katalog med forslag. Det er nemlig vigtigt at signalere handlekraft.

I BDO foretrækker vi så absolut ”lidt, men godt” når det gælder vækstplaner. Vi synes, at sporene skræmmer. De tidligere vækstinitiativer har – så vidt vi kan se – foreløbig kun givet et meget lille udbytte.

Men hvis vi absolut skal have en ny vækstpakke, synes vi, at den bør rettes mod de mindre og mellemstore virksomheder. Og den må gerne have fokus på deres muligheder for at skaffe finansiering og risikovillig kapital.

I Berlingske Business var der for nylig en artikel om, at renten på små lån faktisk er steget, mens renten på store lån bliver ved med at falde. Det er logisk nok, at små lån er dyrere end store lån, men at renten på de små lån ligefrem er stigende, vil nok overraske mange. Det er ikke ligefrem vækstfremmende.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn.