Beløn de risikovillige

06 oktober 2014

I Berlingske Business var der forleden et interessant debatindlæg af Søren Hougaard, direktør og adjungeret professor. Indlægget havde overskriften ”Giv de risikovillige en chance” og handlede om, at det er en grundlæggende forudsætning for innovation, at nogen tør tage en chance og løbe en risiko.

Problemet er bare – skrev Søren Hougaard – at de danske skatteregler er langt mere iværksætter- og investeringsfjendtlige end i de nabolande, som vi normalt gerne vil sammenligne os med.

Konklusionen på indlægget var, at vi i højere grad bør indrette skattesystemet, så det tilskynder til risiko-fyldte investeringer og mere innovation. Et synspunkt, som vi i BDO fuldt ud deler.

Det mærkelige er, at vi fra Christiansborg faktisk jævnligt hører udtalelser om, at vi skal nurse dem, som opgiver den trygge tilværelse som lønmodtager og i stedet starter egen virksomhed. Det fører imidlertid aldrig til andet og mere end små justeringer, som ikke rigtig fører til noget.

Forklaringen er den simple, at embedsmændene i skatteministeriet er rædselsslagne ved tanken om særlige goder til de erhvervsdrivende. Det fører nemlig øjeblikkelig til skattetænkning, mener de. I skatteministeriet lever de fint med, at selskabs- og virksomhedsskatten aktuelt kun er på 24,5 %. Men når pengene hives ud af selskaberne eller virksomheden, skal den samlede skat lande på ca. 56 %.
 
Regeringens forslag om medarbejderinvesteringsselskaber er et godt eksempel på tankegangen. Her vil regeringen give skattefradrag til de lønmodtagere, der investerer en lille del af deres løn i den virksomhed, hvori de arbejder. Men når (hvis) de får udbytte af aktierne eller sælger disse med gevinst, skal såvel udbyttet som gevinsten beskattes som personlig indkomst. Ikke nogen gulerod. Ikke så meget som en krones skatterabat.
 
I BDO ville vi ønske, at politikerne bare en gang imellem udviste lidt større mod, og – i det mindste som en forsøgsordning – afprøvede forskellige skatteincitamentsordninger i forhold til de risikovillige.

Hvad mener du?

Følg debatten - og giv gerne din mening til kende i vores debatforum på LinkedIn: