Trainee til privat revision

Mod, viljestyrke og ambitioner driver dig, og du motiveres af at tage ansvar. Måske er det dig, der om kort tid er i centrum for BDO’s talentudvikling?

Gennem et trainee-forløb hos os står vejen til en spændende karriere med masser af muligheder, udvikling og styrkelse af dit talent åbent. Vi tilbyder dig en spændende og lærerig traineetid, hvor du sammen med resten af trainee-holdet - og dine 1.100 øvrige kolleger her i Danmark - vil opleve et fantastisk sammenhold i de bedste rammer.

I BDO er vi drevet af ambitionen om at skabe værdi gennem kvalificeret rådgivning - både for vores kunder og for dig som medarbejder. Vi ved, at nøglen til succes er indlevelse og udfoldelse af det fulde potentiale både i teams og hos den enkelte medarbejder.

Om dig

Du har en uddannelse fra én af erhvervsskolerne, ét af erhvervsakademierme eller fra universitetet, som er afsluttet eller, som forventes afsluttet med et godt resultat i 2018 – måske har du holdt et sabbatår fra studierne, hvor du har arbejdet eller rejst? Din interesse for tal, regnskaber og for at yde rådgivning er selvfølgelig stor; du kan lide at arbejde med mennesker, er god til at skabe kontakt. Vi forestiller os, at du har en aktiv fritid, og at du trives med at samarbejde og gå efter de bedste resultater.

Kort fortalt er kendetegnene for en BDO trainee:

  • du er udadvendt og interesseret i kontakt med andre mennesker
  • du er analytisk og har evnen til at se muligheder
  • du udviser indlevelsesevne
  • du har interesse og evner for tal
  • du er systematisk og struktureret
  • du udviser lederevner og har gode kommunikationskompetencer
  • du er interesseret i relationer og i verden omkring dig.

Jobbet

Du kommer til at arbejde med revision, regnskab, skat og rådgivning af virksomheder. I BDO arbejder du med hele paletten af opgaver i dit møde med kunderne, og du får en stor kontaktflade til forskellige kundetyper samt et stort og spændende indblik i dansk erhvervsliv.

Dine opgaver udvikler sig i takt med dine erfaringer, og du får hurtigt ansvaret for dine egne opgaver. Du kommer til at indgå i forskellige teams, hvor du sammen med dine kolleger arbejder med kunderne. Fra første dag vil du derfor være at betragte som en ægte BDO’er. Fra begyndelsen af dit trainee-forløb bliver du tilknyttet en mentor, som sikrer, at du får en god introduktion til opgaverne.

Trainee-uddannelsen giver dig solidt netværk

Du bliver en del af et to-årigt internt trainee-forløb, som er praktisk orienteret mod dig, kontoret og i sidste ende BDO’s kunder. Du får en grundig introduktion til teori og hands-on-undervisning af vores fagligt kompetente undervisere. Kursusformen er afvekslende med syv moduler fordelt over to år, en række webinarer og en afsluttende test.

Sideløbende med den interne uddannelse læser du HD.

Når du er trainee i BDO, får du et kæmpestort netværk; for du mødes jævnligt med dine trainee-kolleger i forbindelse med interne kurser. Her udvikles jeres indbyrdes kontakt, og dit netværk kommer til at dække hele landet, da vi har trainees på kontorer i hele Danmark. Via trainee-forløbet har du et solidt fundament for din fremtidige karriereudvikling og det perfekte udgangspunkt for at skabe din egen individuelle karrierevej.

BDO er lokal og international

BDO er en rådgivnings- og revisionsvirksomhed med solide nationale rødder og internationale bånd. Vi er landets fjerdestørste, og vi har nogle af landets skarpeste hoveder på en lang række fag- og specialområder.

Det internationale BDO netværk er en vigtig platform for udveksling af kompetencer og inspiration. Derfor får du både et stærkt fagligt bagland at trække på og direkte adgang til den nyeste internationale viden og praksis.

Som videnvirksomhed er fagligheden vores styrke og udgangspunkt for alt, hvad vi gør. Vores revisorer, specialister og konsulenter er 100 procent opdaterede, de har national og international markedsindsigt, branchekendskab og specialviden.

Hvert år ansætter BDO et nyt hold trainees, som får arbejdsplads på et af vores 31 kontorer over hele landet - så vi mener det, når vi siger, at vi er tæt på vores kunder.

Hvordan kommer du tættere på jobbet?

Vil du være fremtidens revisor, og kan du mærke, du brænder for:

  • en arbejdsdag præget af høj arbejdsglæde og spændende udfordringer?
  • lysten til at blive en del af BDO?
  • muligheden for at gøre en forskel ved at skabe sund vækst for virksomheder inden for en bred vifte af brancher?

Bring os rundt om dig. Send os din ansøgning - allerede i dag

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at skrive til os på trainee@bdo.dk. Du kan også kontakte det enkelte BDO-kontor tæt på dig.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og høre, hvorfor du har lyst til at blive en del af BDO.

Søg og bliv revisortrainee