Jagt er populært – også blandt erhvervsfolk. Ganske mange virksomheder inviterer hvert år forretningsforbindelser med et aktivt jagttegn med på en jagt, idet den slags ofte anses for at give bedre muligheder for fortrolige drøftelser og networking, end hvis de blev inviteret til en fodboldkamp eller en koncert.
Skattemæssigt er den slags som udgangspunkt helt uproblematisk. Virksomhedens udgifter til afholdte jagter vil normalt skulle klassificeres som repræsentation med den konsekvens, at kun 25 % af udgifterne kan fratrækkes, og de inviterede deltagere vil normalt ikke være skattepligtige af værdien af jagten – heller ikke selvom den måtte være betydelig. I en principiel afgørelse fra 2017 fastslog Landsskatteretten således, at der ikke var grundlag for beskatning af erhvervsfolk, der var inviteret til at deltage i en eksklusiv dagsjagt, hvor arrangørens udgifter til jagten udgjorde et beløb på omkring 15.000 kr. pr. person. Du kan læse mere om afgørelsen i denne artikel.
Der findes imidlertid undtagelser. Hvis kunder og andre forretningsforbindelser inviteres på jagtrejser til udlandet af flere dages varighed, vil gæsterne efter gældende praksis i princippet være skattepligtige af værdien af rejsen – typisk fastsat til 50 % af arrangørens udgifter – fordi der almindeligvis er tale om rejser af en i overvejende grad privat karakter.
Også virksomhedens repræsentationsfradrag kan i særlige tilfælde være udfordret. Det viser en nylig offentliggjort afgørelse fra Landsskatteretten.
Sagen handlede om en entreprenørvirksomhed, der i sit regnskab havde bogført udgifter til jagt med et samlet beløb på 443.874 kr., hvoraf der skattemæssigt var foretaget fradrag for de 25 % som udgifter til repræsentation. Virksomheden oplyste under sagen, at der var tale om udgifter til to jagter, hvoraf den ene var afholdt i Sverige og var med to overnatninger.
Virksomheden havde ikke fremlagt regninger eller anden form for dokumentation for sine udgifter, men alene anonymiserede deltagerlister, hvoraf det fremgik, at der i den ene jagt havde deltaget 12 personer og i den anden 11 personer. Allerede fordi udgifterne ikke var dokumenteret ved eksterne bilag tiltrådte Landsskatteretten, at ingen del af disse kunne fratrækkes skattemæssigt.
I betragtning af de manglende bilag er udfaldet ikke overraskende. Det kan næppe udelukkes, at fremlæggelsen af anonymiserede deltagerlister skete af frygt for, at Skattestyrelsen skulle rejse sager om beskatning af deltagerne. Det fremgår ikke, hvorvidt styrelsen i stedet beskattede ejeren af virksomheden (hovedaktionæren) af den fulde værdi af de afholdte udgifter ud fra en betragtning om, at der var tale om private udgifter. Dette er langt fra usandsynligt.
/Employees/TOCAR.jpg)