Beskeden kompensation for de stigende energipriser

Lige før sommerferien blev der indgået en bred politisk aftale om kompensation af borgerne for de stigende priser. For langt de fleste er der tale om småpenge. Især for dem med en månedsløn på under 34.000 kr.

Skatteministeriet har nu offentliggjort et høringsudkast til det lovforslag, der skal udmønte den del af den politiske aftale, som angår såkaldte ”almindelige mennesker”. Det vil sige de borgere, som ikke er enten folkepensionister, førtidspensionister eller SU-modtagere, og som derfor ikke er berettiget til den kompensation, der i aftalen er besluttet for disse grupper.

Til den brede befolkning gives der kompensation på to måder. Dels ved reduktion af elafgiften i en periode på fem kvartaler. Fra 1. oktober 2022 til udgangen af 2023. Dels ved en forhøjelse af det maksimale beskæftigelsesfradrag i årene 2022 og 2023.

Reduktionen af elafgiften

Den almindelige elafgift nedsættes med 4 øre/kWh i 4. kvartal af 2022 og med 4,3 øre/kWh i hele 2023. Fra 1. januar 2024 hæves afgiften igen til det normale niveau.

Ifølge lovudkastet vil en almindelig husstand med et årligt elforbrug på 4.000 kWh med lempelsen spare 50 kr. i 2022 og 215 kr. i 2023. Det giver en gennemsnitlig månedlig besparelse på under 18 kr. i hver af de femten måneder, som kompensationen gives i. Det vil næppe nogen betragte som en stor hjælp.

Det maksimale beskæftigelsesfradrag

Fradraget gives til såkaldt erhvervsaktive personer. Det vil først og fremmest sige til lønmodtagere og selvstændige. Fradraget beregnes som 10,65 % af bruttoindkomsten før fradrag af AM-bidrag og med tillæg af indbetalinger til ratepensioner, ophørende livrenter samt ATP-bidrag.

Fradraget kan efter de gældende regler maksimalt udgøre 41.600 kr. i 2022 og 42.300 kr. i 2023. Dette maksimum vil ifølge lovudkastet blive hævet med 1.900 kr. for 2022 og med 2.000 kr. for 2023. Fra og med 2024 vil det maksimale fradrag igen falde til det normale.

Fradraget har en skatteværdi på gennemsnitligt 25,6 %. Den ekstraordinære forhøjelse giver derfor en reel skattebesparelse på omkring 500 kr. for hvert af de to år, som ordningen løber over. Det svarer til kun lige over 40 kr. om måneden.

Forhøjelsen af det maksimale fradrag bliver imidlertid kun til glæde for dem, der har så høj en indkomst, at de er berettiget til dette. Efter forhøjelsen vil dette kræve en bruttoindkomst på ca. 34.000 kr. om måneden i 2022 og forventelig næsten 35.700 kr. om måneden i 2023. Personer, der tjener en del mindre end disse beløb, får altså ingen glæde af forhøjelsen overhovedet.

 

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få alle BDO nyheder og indsigter i din indbakke

Please fill out the following form to access the download.