Beskatning af penge, der ikke er tjent

Højesteret har endnu en gang fastslået, at man selv bærer ansvaret for en korrekt skatteansættelse, og at det gælder, uanset at konsekvenserne kan forekomme både urimelige og absurde.

Skattelovrådet fik tilbage i foråret en anmodning fra skatteministeren om at se nærmere på reglerne for genoptagelse af gamle skatteansættelser. Det er de regler, der betyder, at landets skatteborgere som oftest ikke kan få genoptaget en skatteansættelse, der ligger meget mere end tre år tilbage i tid. I øjeblikket er det således ikke muligt at få ændret en skatteansættelse længere tilbage end til 2018. Skattelovrådet skal meddele resultatet af sine overvejelser senest til næste sommer.

Baggrunden for de endog meget strikse regler er, at vi selv bærer ansvaret for en korrekt skatteansættelse. Derfor er det tæt på umuligt at få ændret en gammel skatteansættelse. Det gælder, uanset hvor store beløb der er tale om, og hvilke årsager der ligger bag ved, at man kommer for sent. Det er den helt nye dom fra Højesteret et fint eksempel på.

 

Historien om et værdipapirdepot i Schweiz

Sagen handlede om en direktør, der i juni 2015 modtog en henvendelse fra Skattestyrelsen om hans engagement i en finansiel virksomhed i Schweiz. Et engagement, som han ikke havde indberettet noget om, men som skattemyndighederne var blevet bekendt med via kontroloplysninger fra de franske skattemyndigheder.

Direktøren gjorde straks rent bord og redegjorde i detaljer for afkastet af sine udenlandske investeringer samt om modtagne provisioner fra udlandet. Ud fra de fremlagte oplysninger kunne Skattestyrelsen konstatere, at direktøren over en 10-årig periode havde haft en udenlandsk nettoindkomst på 3,1 mio. kr., som der ikke var betalt skat af i Danmark. I otte af årene var indkomsten positiv med et samlet beløb på 6,2 mio. kr., mens den i to af årene (2009 og 2011) var negativ med et samlet beløb på 3,1 mio. kr. primært i form af tab på investeringsbeviser.

Skattestyrelsen ændrede imidlertid kun skatteansættelserne for de otte år med positiv indkomst. Det skete med henvisning til, at direktøren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive de positive indkomster, mens det tilsvarende ikke kunne siges om de negative indkomster. Der var derfor ikke hjemmel til at regulere årene med tab.

Højesteret tiltrådte afgørelsen, hvilket Vestre Landsret også tidligere havde gjort. Højesteret begrundede sin afgørelse med tre forhold:

  • At de ønskede ændringer af skatteansættelserne for tabsårene ikke var en direkte følge af ændringerne i årene med gevinster.
  •  At ændringer som følge af grov uagtsomhed alene kan ske i forhold til indkomstforhøjelser – ikke indkomstnedsættelser.
  • At der ikke i øvrigt forelå særlige omstændigheder, idet den manglende selvangivelse alene kunne bebrejdes direktøren.

 

Kommentar

Dommen er et godt eksempel på den ulighed, der består mellem skattemyndighedernes og skatteborgernes muligheder for at ændre gamle skatteansættelser, fordi skattemyndighederne automatisk bliver frigjort fra forældelsesreglernes snærende bånd, når der foreligger mindst grov uagtsomhed. Noget, som borgerne af gode grunde ikke kan påberåbe sig, hvis de selvangiver deres indkomst for højt, herunder glemmer et fradrag. Det er derfor vores håb, at Skattelovrådet vil ende ud med en anbefaling om at lempe reglerne for borgernes muligheder for genoptagelse af gamle skatteansættelser.

Ovenstående artikel er hentet fra Depechen, der er vores elektroniske nyhedsbrev om skat, moms og regnskab. Depechen udsendes hver anden onsdag og er ganske gratis. Tilmeld dig her.