• TOPS Sandersen
Case:

TOPS Sandersen

23 april 2018

TOPS Sandersen: Fod på et omskifteligt marked

TOPS Sandersen består af tre skobutikker i Varde, Esbjerg og Tønder. Siden starten i 2002 har medejer Jess Crone Sanderhus været vidne til, hvordan skomarkedet har forandret sig - ikke mindst med fremkomsten af netbutikker. Det har skabt et omskifteligt marked, hvor der er brug for at kunne agere hurtigt - blandt andet i kraft af skarp økonomistyring. Derfor har firmaet outsourcet bogholderi og løn til BDO. Det har givet færre omkostninger og mere kvalitet for pengene.

Et omskifteligt marked

TOPS Sandersen startede i 2002 med en skobutik i Varde. I henholdsvis 2007 og 2008 åbnede to nye butikker i Esbjerg og Tønder. Gennem årene har markedet forandret sig meget, og det er netbutikkerne en stor del af årsagen til. Når man som TOPS Sandersen kun har fysiske butikker, gælder det derfor om at kunne konkurrere på andet end bare pris, fortæller medejer Jess Crone Sanderhus:

"Vi oplever ofte, at kunderne har forberedt sig, inden de kommer. De har været på nettet for at tjekke mulighederne og ved, hvad de går efter. For os handler det derfor om at have et bredt udvalg, så de kan prøve de sko, som de på forhånd har udset sig - og ikke mindst sørge for, at de køber dem hos os. Det, vi konkurrerer på, er derfor det store udvalg af sko og ikke mindst god kundeservice. Det er i høj grad menneskene, der gør forskellen i vores forretningsmodel."

Markedets udvikling har også betydet, at mange små skobutikker er bukket under, fordi kunderne ikke er loyale på samme måde som førhen. Den omskiftelighed betød, at TOPS Sandersen fik brug for en skarpere økonomistyring med hyppige rapporteringer. Derfor besluttede de i 2012 at outsource deres bogholderi til BDO. Og det har haft stor betydning.

Bogføring fra A til Z - og mere til

TOPS Sandersen har alle årene benyttet BDO til regnskab, men i 2012 indgik de en driftsaftale med BDO's Business Support i Region Syd - med kontorer i Vejle, Kolding og Haderslev. De 15 medarbejdere leverer bogføringsydelser til en lang række virksomheder, herunder TOPS Sandersen, fortæller Director for Business Support, Gitte Dall Sølbeck:

"Vi leverer hele pakken af serviceydelser til TOPS Sandersen: Bogføring, rapporteringer, regnskab og løn. Den store fordel er, at til forskel fra en ansat bogholder, som er god til meget, men sjældent det hele - så har vi alle kompetencer under samme tag. Det gør os fleksible, og for kunden betyder det, at de forskellige opgaver løses af medarbejdere, som er stærke på de enkelte felter."

Gitte Dall Sølbeck fortæller, at flere og flere virksomheder vælger at outsource bogholderiet. Det behøver ikke at være hele administration, men kan sagtens være en del af det, for eksempel lønadministrationen. Hver supportaftale bliver skræddersyet efter kundens behov.

Et kvalitativt løft for færre penge

Jess Crone Sanderhus fra TOPS Sandersen har tydeligt kunne mærke fordelene ved at outsource bogholderiet. Dels letter det den daglige administration, fordi meget kører per automatik - for eksempel indlæses kassebonerne automatisk i BDO's regnskabsprogram, hvorefter de bearbejdes af Gitte og hendes medarbejdere, dels har det højnet kvaliteten af rapporteringerne, som har stor betydning for TOPS Sandersen:

"Driftsaftalen med BDO har medført et meget stort løft i de rapporteringer, vi modtager, både ugentligt og månedligt. Vi er dybt afhængige af præcise rapporteringer fra BDO, da det er på baggrund af dem, at vi tilpasser forretningen. Det har givet os meget mere struktur og kontrol, hvilket er altafgørende for, at vi kan agere i dette omskiftelige marked."

Samlet set har TOPS Sandersen derfor fået mere kvalitet - og det endda for færre penge. Udgifterne til supportaftalen med BDO er nemlig lavere, end hvis virksomheden havde bare én bogholder ansat til at administrere alt fra bogføring og rapportering til regnskab og løn.

Skype-møder sætter ord på tallene

En gang om måneden følger Jess og Gitte op på tallene med et Skype-møde. Her er der mulighed for at sparre om rapporteringer og regnskaber - og måske sætte nye tanker i gang, fortæller Jess:

"Jeg oplever det som særdeles værdifuldt, at vi mødes på den måde for at gennemgå tallene. Dels har vi mulighed for at vende forretningen og få afklaret forskellige spørgsmål. Dels synes jeg, det er rart at opleve, at der også er mennesker bag alle tallene."