Artikel:

BDO hjælper med salg af international ledende fryserproducent

03 juli 2017

BDO Corporate Finance var med fra start til slut på sælgersiden, da Procuritas Capital Investors købte aktiemajoriteten i Dybvad Stål Industri (DSI).

DSI er en familieejet virksomhed, som har en førende position på verdensmarkedet for frysere til industrien. Ønsket var blandt andet at finde nye ejere, som kan være med til at tage virksomheden op på næste niveau. Det nuværende ledelsesteam fortsætter som minoritetsaktionærer og vil fortsat forvalte virksomheden fremadrettet.

”DSI er allerede en international markedsleder med væsentlig andel af verdensmarkedet for frysere til industrien. Den nye kapital og ejerkreds kombineret med fortsat stabilitet i driften baner vejen for et ryk helt op i markedet ,” siger Jakob Sand, Partner i BDO Corporate Finance.

Fra start til mål

BDO har i forbindelse med salg af virksomheden udarbejdet præsentationsmateriale, finansielt datamateriale samt bistået ved udvælgelsesprocessen og ved forhandlingerne.

”Efter den indledende fase, der talte en ’teaser’, der ikke afslørede noget om navnet, stod vi blandt andet for virksomhedspræsentationen, håndtering af indikative bud, udvælgelse af køberfelt mv. Det har været en god proces med mange trin, med det gode slutresultat for alle involverede parter har været en stor fornøjelse at være vidne til, ” siger Jakob Sand.

Fordelen for en sælgende virksomhed ved en planlagt og meget styret proces er, at sælger så at sige sidder i førersædet med foden på bremsen og speederen. Samtidig skabes en aktionstilstand, der giver god forhandlingsposition for sælger. Efter at have modtaget flere faste oplæg til jura og indikative bud, blev en køber til sidst udvalgt, og derfra blev der hurtigt forhandlet en aftale færdig.

”Det gode forarbejde gjorde, at begge sider af forhandlingsbordet startede ud med et solidt fundament, og at de ikke var alt for langt fra hinanden. Det var medvirkende til, at handlen kunne gennemføres relativt hurtigt, og at partnerne nu sammen kan fokusere på fremtidig udvikling af DSI, ” vurderer Jakob Sand.

Om Dybvad Stål Industri

DSI er en global leder inden for pladefrysere, der anvendes til hurtigfrysning af eksempelvis fisk, kød, foder og juice. Virksomheden har hovedsæde i Dybvad, Danmark, hvor den har et stærkt automatiseret produktionsanlæg og størstedelen af sine cirka 40 ansatte.

DSI’s Frysere er internationalt kendt for kvalitet og lavt energiforbrug og har vist sig konkurrencedygtige globalt. Til dels på grund af virksomhedens stærke teknologi og design.

Om Procuritas Capital Investors

Procuritas Capital Investors er en Private Equity (PE) virksomhed med fokus på virksomheder i det nordiske mid-market segment. PCI lancerede i 2017 sin seneste PE fond, PCI VI, på omkring 318 millioner EUR i engageret kapital. DSI er den første investering foretaget af PCI VI.