• Sønder Eng Mink P/S

Sønder Eng Mink P/S er godt rustet til fremtiden

I 2008 blev Sønder Eng Mink P/S i Brønderslev etableret. Fire ejere gik sammen, og Morten Baadsgaard blev farmens driftsleder. BDO og statsautoriseret revisor Peter Møller har været med som rådgivende revisor.

”Det er så fint, at vi med BDO har en lokal revisor, der er tilgængelig, og som ved, hvad det her fag drejer sig om. Vi mærker tydeligt, at der er en naturlig forståelse fra Peter for alle de regler, love og markedsmæssige udsving, der er ved at drive minkfarm. Peter kender til landbrug, og han stiller de rigtige spørgsmål til driften. Årets gang i produktionen kender han, og ud over all-round ydelser som regnskab, løn og bogholderi, som vi får fra BDO, så styrker Peters store branchekendskab vores forretning. Han forstår at formidle værdien af rettidig omhu, og derfor er vi helt trygge ved, at han sidder og varetager nogle af de allervigtigste ting for os, ” fortæller Morten Baadsgaard.
 

Omtanke for miljø

Med 10.000 avlstæver har Sønder Eng Mink en god størrelse og et godt driftsniveau. Årligt får hver tæve i gennemsnit 5,3 hvalpe og perioderne, hvor der er mest travlhed er i marts, når minkene parres, når der kommer hvalpe, når hvalpene vendes fra og så naturligvis i november, hvor pelsningen foregår.

Siden starten i 2008 har virksomheden udviklet sig flot. Selskabsformen er et P/S - et partnerselskab, som er meget velegnet til denne type virksomhed, hvor de fire ejere har andre erhvervsmæssige aktiviteter sideløbende med. Alt efter sæson har farmen op til otte ansatte, og der bliver tænkt meget i, hvordan driften gøres så bæredygtig som muligt:

”Vi har vores eget solcelleanlæg, så vi kommer billigere til noget af den energi, vi skal bruge til minkfarmen. Det bidrager positivt til vores likviditet. Og når det gælder om at være miljørigtig, så indgår gyllen fra minkene i et centralt biogasanlæg, ” fortæller Morten Baadsgaard, 33 år og far til 2 børn, der med sin solide baggrund som landmandsuddannet i 1999 og med grønt bevis fra 2004, altid har gået med drømmen om at være selvstændig: ”Jeg nyder, at jeg har en stor grad af fleksibilitet i mit arbejde - ja, jeg er tilgængelig 365 dage om året, men der er altid mulighed for at flekse, når jeg skal noget med børnene. ”
 

Dansk kvalitet er verdens bedste

Danmark er verdens største producent af minkskind og kvaliteten – den er i top. Hvert år producerer de danske minkavlere 17,2 millioner skind, det danske klima er godt for dyrene, og fordi kvaliteten er så god, er de danske minkskind også de dyreste i verden. Den danske succes skyldes en høj grad af videndeling, forskning og udvikling i det danske pelsdyrerhverv, og det gavner bl.a. dyrenes velfærd og det genetiske avlsarbejde - to hjørnesten i produktionen af et minkskind af højeste kvalitet.


Morten slutter af: ” Sammen med den sparring jeg får fra BDO og Peter, føler jeg mig godt klædt på til Sønder Eng Minks spændende fremtid. ”