Navigate Up

    Virksomhedspant - udgifter til tinglysning mv.(Skat og moms) 

    31-03-2010 07:25

    Af Ida Helena Gert Jensen

    Banker og andre långivere benytter sig i stigende grad af muligheden for at få virksomhedspant som sikkerhed for lån til mindre og mellemstore virksomheder. Ofte som alternativ til en personlig kaution fra indehaveren.

    Virksomhedspant er en pantsætningsform, hvor der fx kan gives sikkerhed i virksomhedens debitorer, varelagre, driftsmidler og goodwill. Altså ikke i specifikke aktiver.

    Det er dyrt at etablere virksomhedspant. Ud over gebyr til banken skal der betales tinglysningsafgift med hele 1,5 procent af pantets værdi.

    Den skattemæssige behandling af disse udgifter er endnu ikke afklaret i praksis. I alle tilfælde foreligger der ingen offentliggjorte afgørelser fra SKAT om spørgsmålet.

    Det er vores opfattelse, at udgifterne skal behandles som låneomkostninger. Dette støtter vi på, at SKAT i praksis definerer låneomkostninger som udgifter, der er med til at erhverve, sikre og vedligeholde et gældsforhold. Som fradragsberettigede låneomkostninger nævner SKAT selv blandt andet stiftelsesprovisioner og tinglysningsafgift.

    For selvstændige betyder dette, at de normalt kun vil få fradrag, hvis der er tale om sikkerhedsstillelse for lån i fremmed valuta. Selskaber vil derimod normalt få fradrag, uanset om der er tale om sikkerhed for lån i danske kroner eller i fremmed valuta.

    Kun i få tilfælde vil udgifterne kunne fradrages ved indkomstopgørelsen i det år, hvori virksomhedspantet etableres. Normalt vil udgifterne nemlig skulle fradrages i takt med afviklingen af de bagvedliggende lån. Er der tale om sikkerhedsstillelse for en kassekredit, kan udgiften således først fradrages ved indfrielsen af denne, herunder ved skift af pengeinstitut.

    Fradrag i takt med afviklingen gælder, også selv om virksomheden anvender lagerprincippet i forhold til valutakursændringer. Kun hvis virksomheden har fået tilladelse til generelt at anvende lagerprincippet, kan omkostningerne indgå heri.

    I nogle tilfælde har etablering af virksomhedspant ingen sammenhæng med en konkret lånoptagelse, ligesom de bagvedliggende lån over tid kan variere. Efter vores opfattelse bør dette ikke have betydning for den skattemæssige behandling af udgifterne, idet virksomhedspant i de fleste tilfælde etableres, fordi banken kræver dette. Udgiften sikrer derfor virksomheden mod en opsigelse af lånet.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Ida Helena Gert Jensen, tlf. 3915 5313, igj@bdo.dk.



    Til nyhedslisten