Navigate Up

    Værdiansættelse af gældsbreve(Skat og moms) 

    10-11-2009 14:14

    Af Henning Boye

    BDO har for ganske nylig vundet en sag ved Landsskatteretten, der drejede sig om værdiansættelse af et gældsbrev.
     
    Et selskab havde købt aktiverne i en virksomhed. Købesummen var for en dels vedkommende berigtiget ved udstedelse af et gældsbrev.
     
    Ved opgørelsen af afskrivningsgrundlagene for de købte aktiver — hvor købesummen skal omregnes til kontantværdi — havde selskabet værdiansat gældsbrevet til kurs 100. Dette var ikke godkendt af skattemyndighederne, som havde skønnet værdien af gældsbrevet til kurs 75.
     
    Ved Landsskatteretten blev der udmeldt syn og skøn. Skønsmanden fastslog indledningsvis, at det omhandlende gældsbrev ikke var egnet til markedsmæssig omsætning, og at der ikke findes en anerkendt markedsplads for handel med gældsbreve af den art. Skønsmanden oplyste dernæst, at han skønnede værdien af gældsbrevet til at udgøre kurs 97 for den konkrete kreditor — på grund af dennes indsigt i virksomheden —mens værdien for en uafhængig køber blev anslået til kurs 87. Begge kurser lå altså pænt over skattemyndighedernes værdiansættelse.
     
    Landsskatteretten fastslog herefter, at værdien af gældsbrevet skulle ansættes til kurs 97, fordi der ikke findes en anerkendt markedsplads for handel med gældsbreve af denne art. Kursen skulle derfor ansættes til værdien for den konkrete kreditor.
     
    BDO mener
    Den konkrete sag opstod, fordi køber og sælger ikke havde aftalt en fælles værdiansættelse af gældsbrevet, hvilket parterne efter afskrivningsloven ellers er forpligtet til. Faktisk var der endog meget stor afstand mellem parternes kursansættelser.
     
    Landsskatterettens kendelse er ikke specielt overraskende, fordi domstolene flere gange har fastslået, at gældsbreve — hvortil der ikke findes et egentligt marked for omsætning — skal ansættes til den værdi, som de må antages at have for den konkrete kreditor og ikke til en teoretisk markedsværdi.
     
    En praksis som skattemyndighederne imidlertid ikke altid er opmærksomme på og sjældent efterlever.
     
    Spørgsmål kan rettes til Henning Boye, tlf. 3915 5325, hbh@bdo.dk


    Til nyhedslisten