Stramninger i betingelserne for at anvende den hollandske 30 %-skatteordning (International personskat)
20-10-2011 12:00
Af
Anders Kiærskou
Medarbejdere, der udstationeres til at arbejde i Holland, kan under visse betingelser blive omfattet af den hollandske 30 %-skatteordning.
Ordningen giver mulighed for, at medarbejderen kan modtage 30 % af lønnen skattefrit fra arbejdsgiveren.
Ordningen kan anvendes i op til 10 år. Tidligere ophold eller arbejde i Holland reducerer den periode, hvor 30 %-skatteordningen kan anvendes. Dette gælder dog ikke ophold eller arbejde i Holland, der ligger mere end 15 år (i visse tilfælde 10 år) forud for anvendelse af ordningen.
Efter udløbet af de første 5 år, hvor ordningen anvendes, kræver de hollandske skattemyndigheder dokumentation for, at betingelserne for at anvende ordningen fortsat er til stede.
Ordningen har tilsyneladende været (for) populær, så det er foreslået, at betingelserne for at anvende ordningen strammes med virkning fra 1. januar 2012.
En betingelse for at anvende ordningen har hidtil været, at medarbejderen besidder særlige kvalifikationer f.eks. i form af særlig uddannelse eller erfaring, som vanskeligt kan findes i Holland. Disse kriterier erstattes af et krav om, at medarbejderens skattepligtige årsløn som minimum udgør et beløb på ca. € 50.000. Før fradrag af de skattefrie 30 % skal lønnen minimum udgøre ca. € 72-73.000.
Medarbejdere, der allerede er omfattet af ordningen den 1. januar 2012, kan fortsætte med at anvende ordningen, så længe de hidtidige betingelser opfyldes. Ved ”5 års-testen” af, om betingelserne for at anvende ordningen fortsat er til stede, vil de nye betingelser blive lagt til grund. Medarbejdere, der allerede har anvendt ordningen i 5 år den 1. januar 2012 kan fortsætte med at anvende ordningen, så længe de hidtidige betingelser opfyldes, i den resterende periode op til 10 år.
Den ovenfor anførte grænse på 15 år og i visse tilfælde 10 år for, hvornår tidligere ophold eller arbejde i Holland reducerer den periode, hvor 30 %-skatteordningen kan anvendes, forøges til 25 år. Herefter kan ordningen altså kun anvendes i den fulde periode på 10 år, hvis perioden ikke forkortes af medarbejderens ophold/arbejde i Holland i de forudgående 25 år.
Derudover afskæres medarbejdere, der bor i Hollands nabolande mindre end 150 km fra den hollandske grænse, fra at anvende 30 %-ordningen. Dette har selvsagt ikke betydning for dansk bosiddende medarbejdere, der udstationeres til at arbejde i Holland.
30 %-skatteordningen skal fremover ligeledes kunne anvendes af PhD-studerende. Lønkravet til PhD-studerende vil være lavere end for andre medarbejdere.
Vi hjælper gerne med at vurdere de nye reglers konkrete betydning for danske virksomheder og medarbejdere i forbindelse med udstationering af medarbejdere til at arbejde i Holland.
Spørgsmål kan rettes til Anders Kiærskou på tlf. +45 3915 5307 eller aek@bdo.dk.
Til nyhedslisten