Navigate Up

    Solcelleanlæg og husstandsvindmøller(Skat og moms) 

    09-11-2011 07:05

    Af Jens Pedersen

    Interessen for vedvarende energianlæg i private husstande er meget stor. Det gælder især i forhold til solcelleanlæg og husstandsvindmøller.

    Interessen skyldes en kombination af muligheden for at nedsætte husstandens udgifter til energi med muligheden for at tjene penge ved at afsætte overskudsproduktion til elnettet og stimuleres af gunstige skatteregler. Se nærmere herom i artiklen ”Beskatning af private VE-anlæg” i vores Værd-at-Vide-serie, som findes på www.bdo.dk under publikationer.

    Selv om skattereglerne for VE-anlæg faktisk er ganske klare, så opstår der alligevel en række tvivlsspørgsmål om fortolkningen af disse. SKAT har senest offentliggjort en række afgørelser med følgende indhold:

    Anlæg der kombineres med varmepumper eller jordvarmeanlæg
    Et tilbagevendende spørgsmål har været, hvorvidt de særlige skatteregler – herunder især muligheden for skattemæssigt at afskrive investeringen i et VE-anlæg – også gælder for varmepumper og jordvarmeanlæg, der kombineres med en husstandsvindmølle eller et solcelleanlæg.

    Det har SKAT svaret nej til. Det er kun udgiften til selve vindmøllen eller solcelleanlægget, som kan afskrives. Varmepumper og jordvarmeanlæg er kun omfattet, hvis det er muligt at afsætte overskydende varme til nettet, hvilket normalt ikke er muligt.

    Både afskrivning og servicefradrag
    Reglerne om fradrag af håndværkudgifter – det såkaldte servicefradrag – til istandsættelse af helårsboliger giver også mulighed for fradrag for udgifter til installation af solfangere og solceller. Dog kun selve arbejdslønnen. Ægtepar kan fratrække op til 30.000 kr. pr. år som et ligningsmæssigt fradrag. Populært sagt så betaler skatten dermed ca. 1/3 af regningen (arbejdslønnen).

    På spørgsmålet om hvorvidt servicefradraget kan kombineres med reglerne for beskatning af VE-anlæg har SKAT svaret, at dette godt kan lade sig gøre, men kun hvis man i forhold til VE-anlægget benytter de skematiske regler (standardmetoden). Hvis man benytter regnskabsmetoden kan der foretages skattemæssige afskrivninger på anskaffelsessummen for anlægget, herunder arbejdslønnen til installering af dette, men ikke samtidig servicefradrag.

    Frivillig momsregistrering
    SKAT har bekræftet, at ejere af husstandsvindmøller – og formentlig også solcelleanlæg – frivilligt kan lade sig momsregistrere, selv om deres omsætning på årsbasis ikke kommer til at overstige kr. 50.000. Dette gælder uanset om vindmøllen i skattemæssig henseende behandles efter regnskabsmetoden eller efter standardmetoden.

    En frivillig momsregistrering kan være interessant, fordi den giver mulighed for at få fradrag for momsen af anskaffelsessummen for vindmøllen. Dette kan være en fordel, selvom der efterfølgende skal betales moms af den strøm, der sælges til nettet, såvel som af værdien af eget forbrug. Det er nemlig muligt senere at ophæve momsregistreringen igen. Også uden regulering af købsmomsen, hvis der er forløbet en årrække. Hvis vindmøllen i momsmæssig henseende anses for fast ejendom, skal der gå 10 år. Anses den for et driftsmiddel kan ophævelse af momsregistreringen ske allerede efter 5 år. Det er ikke afklaret, hvorvidt SKAT anser en vindmølle for fast ejendom eller for et driftsmiddel i momsmæssig henseende.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Jens Pedersen, tlf. 9634 7342, jen@bdo.dk 



    Til nyhedslisten