Navigate Up

    Slut med skattefri medarbejderaktier(Skat og moms) 

    23-11-2011 07:25

    Af Lars Jacobsen

    Især børsnoterede selskaber – og enkelte andre større virksomheder – har igennem mange år givet aktier til deres medarbejdere efter reglerne for generelle medarbejderaktieordninger. Det vil sige ordninger, der har været rettet mod alle medarbejdere i virksomhederne.  Der findes 2 typer af disse ordninger.

    For det første ordninger, hvor medarbejderne får mulighed for at købe aktier med rabat. Såkaldte favøraktier. Fordelen ved disse er, at rabatten først beskattes den dag, hvor aktierne sælges og da kun som aktieindkomst. For det andet ordninger, hvor medarbejderne får foræret en post aktier. Det kaldes gratisaktier. Værdien af disse aktier er helt skattefri. Begge muligheder bortfalder nu.

    Skatteministeren har fremsat et lovforslag, hvorefter skattebegunstigelsen af de generelle medarbejderaktier ophæves med virkning fra den 1. januar 2012. Tidligere tildelte medarbejderaktier berøres ikke, hvis tilsagnet er givet inden den 21. november 2011 og tildelingen sker inden udgangen af 2012.

    Også reglerne for de individuelle aktielønsordninger ændres. I tilfælde hvor en medarbejder får mulighed for at erhverve aktier på et fremtidigt tidspunkt til en på forhånd fastsat pris, er det efter de gældende regler – under visse betingelser – muligt at udskyde beskatningen af den økonomiske fordel til det tidspunkt, hvor aktierne sælges og da som aktieindkomst. Den lempelige beskatning modsvares af, at arbejdsgiveren ikke har skattefradrag for den udgift, der modsvarer medarbejderens gevinst.

    Også denne mulighed bortfalder nu med øjeblikkelig virkning. Der vil herefter altid skulle ske beskatning på udnyttelsestidspunktet.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Lars Jacobsen, tlf. 3915 5322, lar@bdo.dk



    Til nyhedslisten