Navigate Up

    Skattelempelse til danskere med sommerhus i Frankrig/Spanien(Skat og moms (bl.a. Depechen)) 

    24-11-2010 07:20

    Af Finn Madsen

    Danskere med (sommer)bolig i udlandet betaler ejendomsværdiskat også af deres udenlandske bolig. Dog vil der i den danske skat i mange tilfælde kunne modregnes skatter, som er betalt i det land, hvor ejendommen er beliggende. Omfanget af denne skattereduktion afhænger af indholdet af den dobbeltbeskatningsoverenskomst, som den danske stat har indgået med det pågældende land.

     

    Med virkning fra den 1. januar 2009 opsagde Danmark sine overenskomster med Frankrig og Spanien. Siden da har der hersket nogen usikkerhed om, hvordan danskere med bolig i disse 2 lande er stillet. Denne usikkerhed er nu bortfaldet med offentliggørelsen af en meddelelse fra SKAT. Efter denne kan følgende skatter modregnes - henholdsvis ikke modregnes - i den danske ejendomsværdiskat:

     

     

    Frankrig

    Spanien

     

     

     

    Disse skatter kan modregnes i dansk ejendomsværdiskat

    Taxe foncière sur les propriétés bâties

     

    Taxe d´habitation

    El Impuesto sobre los Bienes Inmuebles (IBI)

     

     

     

    Disse skatter kan IKKE modregnes i dansk ejendomsværdiskat

    Taxe foncière sur les propriétés non bâties

     

    La contribution á l´audiovisuel public

    -

        

    Boligejere, som for indkomståret 2009, ikke har fået fradrag for ovennævnte skatter, kan nu søge om genoptagelse af deres skattebetaling. Der vil i denne forbindelse skulle fremlægges dokumentation for den i udlandet betalte skat. Beløb, der tilbagebetales, tillægges en rentegodtgørelse. Vi bistår naturligvis gerne med udarbejdelse af en ansøgning til SKAT.

     

    Boligejere, som på grund af ukendskab til skattereglerne, ikke har fået skattelempelse hverken i 2009 eller i tidligere år, kan naturligvis også søge om genoptagelse. Og det gælder uanset hvor ejendommen er beliggende. Ud over Frankrig og Spanien er der mange danskere, som har sommerhuse i Sverige, Italien, Thailand og Tyrkiet.

     

    På nuværende tidspunkt kan der som udgangspunkt kun søges om tilbagebetaling af ejendomsværdiskat til og med indkomståret 2007. Også i sådanne tilfælde hjælper vi gerne med ansøgningen.

     

    Evt. spørgsmål kan rettes til Finn Madsen, tlf. 3915 5327, fnm@bdo.dk.



    Til nyhedslisten