Navigate Up

    Skattefri kørepenge - arbejdsgiverens kontrolforpligtelse(Skat og moms) 

    03-03-2010 07:30

    Af Lars Jacobsen

    Når en lønmodtager bruger sin egen bil til kørsel i arbejdsgiverens tjeneste, kan arbejdsgiveren udbetale skattefrie kørepenge til dækning af medarbejderens udgifter til benzin mv.

    Her i 2010 kan der skattefrit udbetales op til 3,56 kr. pr. km. Hvis den ansatte kører mere end 20.000 km på et år, kan der for den overskydende del dog kun udbetales 1,90 kr. pr. km.

    Skattefriheden for kørepengene er betinget af, at arbejdsgiveren kontrollerer, at den ansatte rent faktisk er berettiget til at modtage godtgørelsen.

    Denne kontrolforpligtelse indebærer, at der for hver enkelt tur skal udarbejdes et bilag, der skal indeholde følgende oplysninger:

    1. Den ansattes navn, adresse og cpr-nr.
    2. Kørslens erhvervsmæssige formål. Altså en kort beskrivelse af anledningen til kørslen.
    3. Datoen for kørslen.
    4. Kørslens mål (adresse) med eventuelle delmål.
    5. Angivelse af antal kørte kilometer.
    6. Beregning af godtgørelsen.

    Praksis viser, at især betingelserne nr. 2 og 4 giver anledning til besvær. Formålet med kørslen angives enten ikke eller kun i meget upræcise vendinger, ligesom den kørte rute ikke angives præcist.

    Dette er ganske farligt. Skattemyndighederne er særdeles restriktive, når det gælder disse forhold. Indeholder køresedlerne ikke de krævede oplysninger, bliver kørepengene anset for skattepligtige.

    I første række er dette kun et problem for den ansatte, som pludselig afkræves skat af de modtagne godtgørelser. Ikke kun for det aktuelle år, men ofte også for tidligere år. For lønmodtagere med enkle økonomiske forhold kan SKAT på nuværende tidspunkt foretage ændring af skatteansættelserne tilbage til og med indkomståret 2008.

    For en lønmodtager, der kører 1.500 km pr. måned, kan den slags nemt løbe op i en skatteregning på om mod 100.000 kr. Betales denne ikke, kan skattemyndighederne kræve, at arbejdsgiveren skal betale. Det skyldes, at omkvalificeringen af godtgørelsen gør denne til A-indkomst, hvorfor arbejdsgiveren hæfter for den ikke indeholdte A-Skat.

    Når det gælder hovedaktionærer og andre ledende medarbejdere er skattemyndighed-erne særligt strikse, når det gælder kravene til den bagvedliggende dokumentation. Det skyldes, at der for denne persongruppe ikke foretages nogen kontrol af en overordnet.

    I en nylig afsagt byretsdom fik skattemyndighederne således medhold i, at de havde været berettiget til beskatte en hovedaktionær af et beløb på kr. 80.569, som han havde fået udbetalt i skattefri kørepenge i 2006. Dette skyldtes, at køresedlerne ikke indeholdt oplysninger om adresserne på de besøgte kunder, ligesom kørselsruterne manglede i mange tilfælde.

    Byretten fandt det dog dokumenteret, at hovedaktionæren rent faktisk havde benyttet sin egen bil i selskabets tjeneste. Retten hjemviste derfor sagen til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

    Det sidste er faktisk noget usædvanligt. Efter hidtidig praksis har det ikke været muligt at få godkendt skattefrie kørepenge efter et skøn i sådanne tilfælde. Dette er formentlig også årsagen til, at Skatteministeriet har anket dommen til Landsretten.

    www.bdo.dk kan du i vores Værd-at-Vide-serie hente en artikel om skattefrie kørepenge og betingelserne for at udbetale sådanne.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Lars Jacobsen, tlf. 3915 5322, lar@bdo.dk.



    Til nyhedslisten