Navigate Up

    Skattefradrag med tilbagevirkende kraft(Skat og moms) 

    27-04-2011 07:10

    Af Jesper Larsen

    Selv om de fleste for længst har modtaget deres årsopgørelse for 2010, så er det faktisk stadig muligt at ”købe” sig til et fradrag for dette år. Derved kan en allerede modtagen overskydende skat forøges, mens en varslet restskat kan nedbringes eller måske ligefrem konverteres til overskydende skat.

    Muligheden gælder for dem, som har planer om at etablere selvstændig virksomhed. De kan nemlig helt frem til den 15. maj 2011 indskyde penge på en etableringskonto eller en iværksætterkonto med fradragsvirkning for selvangivelsen for 2010. Udnyttes muligheden, skal der gives besked om indskuddet til SKAT, som herefter udskriver en ny årsopgørelse for 2010. I år falder den 15. maj på en søndag. I praksis skal pengene derfor indsættes senest fredag den 13. maj.

    Forskellen på en etableringskonto og en iværksætterkonto er ikke stor. Groft sagt så er opsparing på en iværksætterkonto mest interessant for lønmodtagere, der betaler topskat, mens opsparing på en etableringskonto primært foretages af personer, der ikke betaler topskat.

    Reglerne kan ikke anvendes til skattetænkning. Det kan ikke betale sig at indskyde penge på sådanne konti, hvis man ikke har et reelt ønske om at starte egen virksomhed. Det betyder ikke, at man er tvunget til at etablere sig, hvis man først har sparet op. Man opnår bare ikke nogen skattebesparelse på denne måde.

    Der skal indsættes mindst 5.000 kr. på kontoen. Der kan højst indsættes et beløb svarende til 60 % af indkomsten. Dog kan der altid indsættes 250.000 pr. år.

    Ordningen kan også anvendes af personer, der allerede har etableret selvstændig virksomhed. For så vidt angår fradrag i indkomsten for 2010 kræver dette dog, at virksomheden er etableret i 2006 eller derefter.

    I særlige tilfælde er det faktisk muligt, at opnå fradrag i 2010 også uden at indskyde penge på kontoen. Det er tilfældet, hvis man allerede har etableret virksomheden inden indskudstidspunktet.

    De opsparede midler kan anvendes til dækning af alle former for fradragsberettigede driftsudgifter eller til køb af biler, maskiner, inventar, goodwill m.v. i den virksomhed, som opspareren etablerer. Der skal afholdes udgifter eller foretages investeringer for mindst 80.000 kr. og virksomheden skal have et sådant omfang, at den kræver en arbejdsindsats på mindst 50 timer om måneden. Opsparingen kan under særlige betingelser også anvendes, hvis man ønsker at drive virksomhed i selskabsform.

    Evt. spørgsmål kan rettes til Jesper Larsen, tlf. 3915 5303, jmu@bdo.dk 



    Til nyhedslisten