Navigate Up

    Skal der indhentes et bindende svar på moms ved større investeringer?(Skat og moms) 

    05-08-2009 10:10

    Af Diana Mønniche

    Det er i den seneste tid blevet vanskeligt at rådgive virksomheder om, hvornår en aktivitet er momspligtig eller momsfri. SKAT har i den seneste tid truffet en række afgørelser omkring momspligt/-fritagelse som bærer præg af at være truffet ud fra den forudsætning — Hvad er bedst for statskassen?
     
    Det er specielt inden for sportsaktiviteter, kulturelle virksomheder og forlystelser, at vi ser en tendens til, at SKAT vurderer de pågældende aktiviteter ud fra en økonomisk betragtning.
     
    Det seneste skud på stammen ses af Landsskatterettens kendelse  SKM2009.456 hvor det fastslås, at særskilt betaling hos besøgende for en tur med toget til og fra en turistattraktion, skulle anses som momsfri personbefordring. Dette medfører, at virksomheden ikke kan opnå momsfradrag for anskaffelse og anlæg af togbanen inden for turistattraktionen.
     
    I den pågældende sag skulle der etableres togskinner fra parkeringspladsen og hen til selve turistattraktionen, hvor der var 500 meter mellem. Der er ikke mulighed for at komme med toget med mindre man har betalt entre.
     
    BDO mener
    Efter gammel praksis vil kørsel med tog inde på turistattraktionens plads være momspligtig. Momsnævnet har tilbage i 1970’erne fastslået, at forlystelser i parker, hvor der bliver opkrævet særskilt betaling, er momspligtig.
     
    Kørsel med tog inde i en park vil efter vores vurdering skulle anses for en karruseltur. Når der er tale om en strækning på 500 meter og turisterne derudover selv skal gå rundt i parken, kan der ikke være tale om personbefordring, men derimod om noget der kan sammenlignes med en karruseltur, som burde være momspligtig. Det er vores vurdering, at den pågældende kendelse tydeligt indikerer, at der er henset til statskassens økonomiske interesser.
     
    SKAT har ikke ændret den tidligere praksis omkring forlystelser, men ændrer begrundelser fra gang til gang. Som eksempel kan vi nævne, at SKAT i en anden sag er kommet frem til, at særskilt betaling for fremvisning af en 4D film, skal anses for aktiviteter i nær tilknytning til mu-seumsaktiviteten. Herved blev den pågældende fremvisning af film momsfritaget. Med myndighedernes svingende tilgang til gammel praksis anbefales, det ved større investeringer, at der  indhentes bindende svar for den momsmæssige behandling.
     
    Ved at have et bindende svar, er den momsmæssige behandling sikret i 5 år.
     
    Spørgsmål kan rettes til Diana Mønniche, tlf. 8930 7862, dmp@bdo.dk


    Til nyhedslisten