Navigate Up

    Send oplysninger til SKAT(Skat og moms) 

    01-02-2012 07:10

    Af Steen Mørup

    I perioden fra den 1. til og med den 24. februar 2012 er det via TastSelv på www.skat.dk muligt at sende oplysninger til SKAT om forhold, som de ikke automatisk modtager underretning om fra fx arbejdsgivere, pengeinstitutter og pensionsselskaber.

    Fordelen ved at gøre det er, at den første årsopgørelse – som kommer i starten af marts måned – derved bliver rigtig og derfor ikke senere skal ændres.

    Personer, der indsender en såkaldt udvidet selvangivelse, kan IKKE benytte den tidlige indberetning.

    På fradragssiden kan der blandt andet foretages indberetning om betalte underholds- og børnebidrag, om indbetalinger til privattegnede ratepensioner og om befordringsfradrag.

    På indtægtssiden kan der blandt andet foretages indberetning om modtagne underholdsbidrag og om kursgevinster på obligationer og gældsbreve. Til gengæld kan der ikke længere foretages indberetning af gevinster og tab på aktier og af udbytter af aktier. Der er nemlig kommet nye indberetningsregler på dette område.

    En fuldstændig liste over de indtægter og fradrag, som kan indberettes nu, kan ses på www.skat.dk, hvor der under TastSelv tillige kan læses mere om indberetning af aktier og beregning af gevinster og tab på sådanne.



    Til nyhedslisten