Selvstændiges pensionsopsparing - fristen den 31/12(Skat og moms)
22-12-2010 07:05
Af
Steen Mørup
Vi minder lige om, at selvstændige, der anvender den særlige 30 %´s ordning, det vil sige indskyder op til 30 % af virksomhedsoverskuddet på en pensionsopsparing, skal indbetale pengene inden nytår. Altså på et tidspunkt, hvor de endnu ikke kender det faktiske overskud.
Hvis det til sin tid viser sig, at der er indbetalt for meget, gælder der følgende regler:
- Den overskydende del kan tilbagebetales, hvis pensionsselskabets regler giver mulighed for dette.
- Beløbet kan overføres til en livsvarig livrente og er i så fald fradragsberettiget efter reglerne for indskud på sådanne.
- Beløbet kan forblive hos pensionsselskabet – uden fradragsret hos indskyderen – og udbetales til sin tid uden beskatning.
Indskuddet kan derimod ikke overføres til næste år. Det er en ny regel, som gælder fra i år.
Personer, der driver selvstændig virksomhed, men som også har lønindkomst, kan både anvende 30 %`s ordningen og samtidig udnytte den særlige 100.000 kr´s grænse, forudsat sidstnævnte sker via en arbejdsgiverordning, hvor en del af lønnen indbetales af arbejdsgiveren på en pensionsordning.
Evt. spørgsmål kan rettes til Steen Mørup, tlf. 3915 5323, stm@bdo.dk.
Til nyhedslisten