Navigate Up

    Selskabers varedebitorer(Skat og moms) 

    13-04-2011 07:15

    Af Allan Christophersen

    Som omtalt flere gange i Depechen har selskaber fra og med indkomståret 2010 – altså fra den selvangivelse som mange selskaber snart skal indsende – mulighed for at vælge lagerbeskatning af varedebitorer. Det betyder, at der kan opnås fradrag for forventede tab.

    Der hersker stor usikkerhed om, hvorvidt dette betyder, at selskaber generelt kan foretage fradrag for de regnskabsmæssige hensættelser til tab på debitorer eller om der skal foretages yderligere undersøgelser.

    SKAT arbejder i øjeblikket på et såkaldt styresignal om de nye regler, men fra Hovedcentret oplyses, at der stadig går noget tid, før det udsendes. Et udkast skal således først i høring.

    SKAT har dog i anden sammenhæng for nylig oplyst, at der ved valg af lagerprincippet normalt vil være sammenfald mellem den regnskabsmæssige værdiansættelse og den skattemæssige værdiansættelse. I alle tilfælde når den regnskabsmæssige værdiansættelse er baseret på en individuel vurdering.

    Det er på denne baggrund vores forventning, at man i de fleste tilfælde normalt uden videre vil kunne fradrage de regnskabsmæssige hensættelser. Det vil således næppe være nødvendigt med flere undersøgelser. Derimod bør man nok generelt udvise lidt større omhu med hensyn til at gemme det materiale – den dokumentation - som hensættelserne er baseret på.

    Overgangen til at anvende lagerprincippet for varedebitorer er et simpelt valg. Det kræver ikke nogen formel tilladelse fra SKAT.

    For fuldstændighedens skyld tilføjes, at der momsmæssigt stadig kun kan foretages fradrag for konstaterede tab på debitorer. 

    Evt. spørgsmål kan rettes til Allan Christophersen, tlf. 3915 5302, alc@bdo.dk.



    Til nyhedslisten